Gennemgang af:

Kongens fald: Johannes V. Jensen

A. Baggrund.

1. Tilblivelsessituationen :

Johs. V. Jensen (JVJ) (1873-1950) er født og opvokset i Himmerland i et udpræget bondemiljø. Efter endt studentereksamen i Viborg flytter JVJ til Kbh., som overbevist ateist og darwinist. Han studerer medicin og ernærer sig ved, at skrive spændingsromaner til magasiner.

I 1895 opgiver JVJ medicinstudiet til fordel for forfatterskabet. I sine unge år rejser han meget i østen, Amerika og Europa. 

Han har bl.a. skrevet ”Himmerlandshistorierne”, der beskriver den gamle bondekultur kort før den forsvinder. Endvidere har han skrevet ”Den lange rejse” og ”Myter og Digte”.

I starten af hans forfatterskab var det de kritiske realister (med rod i borgerskabet), der var de toneangivende . JVJ danner sammen med søsteren Thit Jensen fortrop i den nye retning – den folkelige realisme, hvorfra man anskuer verden fra almuens synsvinkel.

JVJ  modtog i 1944 litteraturens Nobelpris.

Livssyn :

Alle JVJ’s bøger før århundredeskiftet handler om indre sjæledyrkelse. Den store ensomhed.

Syn på religion :

JVJ’s begynder at skrive som overbevist ateist, hvilket selvfølgelig stemmer overens med darwinismen. Men uoverensstemmelserne viser sig allerede i romanen Einar Elkjær, da JVJ ikke kan forlige det sjælelige og følelsesmæssige med det naturalistiske.

2. Stofkilderne :

De litterære kilder :

Det er helt klart at JVJ har benyttet sig af mange historiske kilder, da skildringen omkring Kong Chr. II er forholdsvis historisk korrekt. Der kan i denne sammenhæng nævnes ”De tre nordiske Rigers historie 1497-1536” C.F. Allen.

Forfatterens egne iagttagelser :

Naturalismen er det selvfølgelige udgangspunkt for JVJ, han er en stor tilhænger af darwinismen og har som følge af sit studium stor viden herom. Dette bruges også i Kongens fald. Fx s. 32 l. 19, hvor Mikkel ”ser” et spædbarn vokse. ”Det ligger paa Ryggen som et Foster med Lemmerne foldet sammen…”Kødet visner under Huden – et Glimt af de gule Ben, og Laaget gror sammen under en Regn af jord.

B. Form :

Titel : Kongens fald

Motto :  Hengiver man sig ikke, dør man gold og glædesløs !

Romantype : Historisk-, psykologisk roman.

Intrige :

Foraarets død – Mikkel bliver smidt ud af universitet.

Den store Sommer  - tyve år senere. Det Stockholmske boldbad i 1520 – Kongens fald i 1523.

Vinteren  - 12 år senere på Grevens fejde 1535 strækker sig til Mikkels tid.

                      Mikkels historie parallelt med Kong Chr. II’s historie.

Disposition :

Begynder med at berette om Mikkel og beskriver således hans liv fra liv til død.

Ydre komposition :

Romanen er delt op i tre hovedafsnit (se ovenstående inddeling).

Hvert hovedafsnit er inddelt i kapitler i alt 42. (Alle med forskellige overskrifter).

Indre koposition :

Kronologisk. Historisk roman som forholder sig til et udviklingsorienteret grundsyn – naturrytme = grundrytme mellem liv og død (altså den røde tråd gennem romanen).

En verden i forandring og udvikling !

Faser :

Barndom :     Ide, Mikkel og Axels barndom, er meget lidt beskrevet. (fx Axel prygl så han elskede det)

Ungdom :       Ligevægtige prins Chr. II (er et handlingsmenneske). Otto Iversen, Axel er et følelsesmenneske.

Voksen :  Jacob spillemand.

Alderdom : Kong Chr. II vil ikke erkende sit nederlag, Jacob spillemand tør se døden i øjene.

(Manddomsfaser)

Slægten :

Slægtens historie binder romanens sammen.

Årsrytme :

Forårets død (april ® januar)

Figurerne følger som naturen årets gang. De spirer, blomstrer, sætter frugt, visner og dør.

Den store sommer (april ® november) Hurtigere tempo.

Vinteren :

Ikke kronologisk, store spring. s. 162 : ”Og Tiden den gik. Tiden den tog Overhånd.”

Jakob tager sit liv på St. Hans aften.

Personskildring :

Mikkel : romanens ledefigur.

Forhåbningsfuld i starten af romanen – studerende i Kbh. Passer ikke sine studier. Han er et splittet menneske. Jyde stædig, stolt og trodsig. Må opgive karrieren – han drømmer (Mikkel synker)

Bliver med alderen lig med Kongen.

Alderdommen :

Han gider ikke med i bondekrigen – krig er ingen løsning. Er tro tjener hos den fængslende konge. Vil ikke kendes ved Ide, da han har begået fejl – jf. besøg i Lübeck. Indrømmelse på livet vil han ikke !!

Axel : Mikkels modsætning.

Ridder for kongen (lykke ridder). Susannes søn. Fortæller til Gud og hver mand om sin skat ! Mikkel vil oversætte den hebraiske tekst, men bliver afvist af Axel. Senere hævnes dette (selvom Mikkel har svært ved det !)

Axel er ikke bundet af arv og miljø (slægt) – har til gengæld en skat. Han får en nådig død (s. 132). Lykkelig død ® han har jo mistet skatten (om dermed lykken).

Kongen :

I starten et idealbillede – i ligevægt.

uligevægt = sejladsen på Lillebælt (herefter beder han Mikkel om orlov – til udlandsrejsen.)  

Susanne :

Er svar på alle mænds kvaler, som forfinet urkvinde.

Otte :

Dør da han hengiver sig til Susanne (s.  36). Ligner Mikkel (siger Mikkel)

Ide :

Et eksempel på éndimensionaliteten i bevidstheden hos romanens kvinder. Hendes bevidsthed opfatter udelukkende det tilstedeværende, det nu’et tillader hende at se (hun er døvstum). Om det fraværende, ikke mindst det fremtidige, døden, gør hun sig ikke tanker, hvorfor hun heller ikke kender angsten.

Ane Mette :

Den eneste som Mikkel holder af, han får hende aldrig. Bliver voldtaget ® som hævn for Otte !

Knyttet til det ”naturlige” og ”oprindelige” jfr. : ”hendes Haar lyste i den stille Stue, hun var hvid og skær som et Barn endnu med en rød Mund og rene lyseblaa Øjne. Saadan maatte Freja have set ud.” (s.47)

Jacob Spillemand :

Har til opgave at finde Mikkel. Er den ansvarlige der kan se udover sit eget Jeg. Han har taget Ide til sig, de bliver vandrefolk. ”Husvild”-vise (s.167) Viser Ides skavanker.

Han er ikke altid påpasselig, da han ofte drikker sig fuld.

Spillemand/kunstner :

Der er et formål = alle har brug for fest, rus og glemsel – at gribe øjeblikket sålænge det varer ved. Livet og Døden hører sammen !

Zacharias :

Omrejsende badskær. Et billede på alderdommen. I pagt med satan = Metamorfoserende satan !

Carolus :

Intellektet i negativ betydning. Homunsulus. Han er en rendyrket hjerne med kraftløse lemmer, er negationen af livsdriften, af det sunde, handlende og viljekraftige menneske, ”hvad Platon vilde kalde en Norm. Der er alting i ham, han er rigtig, han har Universet indvendig paa Hinderne”

Rakkeren :

Natmanden. Er lavest i hierarkiet.

Jens Andersen Beldenak :  Ikke ledefigur, men historisk person.

Har virkelige evner : har gået i landsbyskole, sorte skole, universitet, er magister, har været i Paris, Rom, er kancellist, kongekansler og endelig biskop over Fyns stift.

Mikkel opsøger han, men uden held. Dør en pinefuld død (s.164)

Gustav Trolle :

Svensk pendant til Jens Andersen Beldenak.

Er født til magt, lider en smertefuld død.  

”Han havde gjort sig ensom for en Sags Skyld, og dermed endte han…”(s.162)

Sprog og stil :

J.V.J. er et sansemenneske med mange naturbeskrivelser. Romanen bevæger sig i historiske genstandsområder. s. 101 (halshugningen – det stockholmske blodbad.)

Historiske ord : Hoser, Brog

Samarbejde mellem kulturhistoriske og psykologiske forhold s. 106 ”Misere”.

Brug af dialektord.

Samligninger og metaforer s. 75 (Axels oplevelse af vinterkrigen)

Føle – synssansen – igen grundrytme.

C. Stof :

Motiver/tema :

liv / død                                eksistentielle betydningsfelt.

Hengivelse/ trodsighed                      hengivelse til døden /trodsigt til livet og døden.

samlethed / splittethed (tvivl)

glemsel / erindring

kærlighed / ensomhed

hjemfæstethed / hjemløshed

Døden er eksistensen betingelse ”Faldet” – al levendes fald mod jorden, bliver det samme ”fysiske” udtryk herfor (naturlov – tyngdekraften) ” Ja…ja Jorden ved nok Besked, skønt den tier stille. Vi har vor Forlov en Tid, og jo gladere vi er, des hellere hopper vi paa den. Men alle Væsener er skabt i Strid med Naturen, paa Trods af Tyngden; Mennesket har endog rejst Forparten fra Jorden og snydt Tyngden for et Par Ben. Gud feder de levende, for at de skal falde des alvorligere til Jorden, thi Gud og Satan er en og samme Person. Men Jorden…..” (s. 29)

Jf. overskrifter som : Otte Iversens fald, Hjemfalden og Kongen falder.

s. 192 Mikkels død                       negativt (har aldrig villet dø !)

s. 145 Axels død                       positivt (Axel døde levende)

Romanen har en slags ”lov” el. værdistruktur – sandsynlig – gør den gyldig.

Lovens positive artikulation : (hengivelse og liv)

Axel (dør ikke som de andre personer, men flyver), romanens kvindeskikkelser (erotisk princip -hengivelse til livsdrift.) og bønderne.

Om Axel kan man sige at han reflektere ikke over sin skæbne, men underkaster sig den.

Lovens negative artikulation : (trods og død)

Mikkel, Kongen og andre.

”Jaærnmenneskene” – historiske skikkelser (Gustav Trolle og Jens Andersen Beldenak)

Søger at beherske livet (intellektuelt / og eller med magt)

”Den nat Mikkel døde, vendte hans Ungdoms dybe og vældige Følelse tilbage. Han fik sit Væsens

 varme, Hjærtets favre Vaar tilbage i samme Øjeblik som hans Hjærte holdt op at slaa”. (s.193)

I døden må også de trodsige overgive sig !

Hjemfæstethed :

Jorden, naturen er menneskets hjemsted.

Axels død falder hjem (Hjemfalden)

dødens land = livets land ; ”Det lave Land, der har den forunderlige Sommer. De mærker med lukkede Øjne den søde lugt af Jordens Grønsvær, Landet er blødt og grønt som en frisk Seng i Havet, Fødeseng, Dødseng”. (s. 134)

Krigen unatur ! ”Det klædte ham ikke” om Niels (s. 152)

Trodsen :

I modsætning til Axel, kvinderne og bønderne, der lydigt hengiver sig til livet, underkaster sig naturens kredsløb, dens ”indre” dvs. driften og ”ydre” magter, søger Mikkel og kongen, at beherske livet. Dette bringer i sidste instans, en opgivelse og resignation.

Jakobs selvmord = opgivelse – resignation.

Bøndernes nederlag ved Aalborg ”en svær Stilhed over Jylland” (s.161), falder der over romanes trodsige personer.

Jens Andersen Beldenak visner de sidste år før sin død (s.164)

Mikkels ansigtsudtryk i døds øjeblikket ”Aldrig havde Kongen set et saa skuffet Udtryk, som det Mikkel laa med i sit Ansigt. Nu trækkene havde sat sig i Døden, kom Skuffelsen saa tydelig frem. (s.198).

Dette bringer dem til hengivelse og således for et øjeblik lader dem føle, hvordan deres liv kunne have været, hvis de i stedet for at leve trodsen, havde levet hengiven.

Splittethed (tvivl) :

Mikkel fungerer i romanen som Axels modstykke, men fremstår mere ”virkelighedsnær” end denne.

Mikkels ulykke er hans stærke selvfølelse, hans ego-centricitet ”hans indre gigantiske Selvfølelse” (s.19) eller ”suveræne Stolthed (s.193). Den står i vejen for hengivelsen, idet den forbyder ham i at give sig hen til livspositiviteten i den nære omverden. Den efterlader ham i stedet splittet mellem ønsket om at give sig hen og angsten for at give sig hen.

Denne splittethed beskrives allerede i romanens 1. kapitel (”Mikkel”). I kroscenen med de tyske krigskarle. (s.9-10).

Mikkel vedbliver dog at leve splittetheden. Livsdriften, trodsen er stærkere end selvmordstrangen. Men splittelsens smerte vokser Mikkels liv igennem og giver sig til sidst udtrykke i Grottesangen (s.197). 

Splittetheden, som spalter Mikkels bevidsthed i levende live, truer med at spalte den bogstaveligt i døden. Bevidsthedens spaltethed og dens bogstavelige spaltning i døden kan ses tematiseret i Carolus’ død på bålet (s.190).

Idet Mikkel selv oplever sin bevidsthed som splittet, og denne tilstand som pinefuld, er det forståeligt, at han nærer beundring for det ikke-splittede menneske, hvor han ser, eller tror at se det. Eksempelvis i romanens begyndelse da Mikkel møder den unge prins Christian (s. 15). Det er slave- eller ”undermennesket” der her betragter tilbeder herren eller ”overmennesket”.

Modsat splittelse ses i karakteren Ane Mette ”indre ligevægt” (s.47).

Erindring :

Forbinder splittethed og tvivl. Mikkel og kongen husker noget og bliver derfor handlingslammet.

Ensomhed :

Splittethed dømmer Mikkel til ensomhed ”bitterlige ensomhed”. Og den knytter sig til ham romanen igennem. Han er, som det fremgår af det netop citerede, dømt på samme måde som han er dømt til splittetheden, tvivlen, den aldrig tilfredsstillede længsel og hjemløsheden gennem romanen.

I romanens første kapitel befinder Mikkel sig dog endnu i håbet; hans situation identificeres her med Otte Iversens: de reagerer ens over for de tyske krigskarles frivole historier, og da Otte løber over af længsel og må fortælle om denne, hedder det: ,Der er ingen Forskel paa ham og mig tænkte Mikkel, vi har det ens begge to, Gudbedre, og vi er ens" (s.27).  De er fælles om den erotiske længsel : ,,Resten, Menneskets fortærende Længsel efter den Pige, hvis Navn han næppe formaaede at udtale, hans Blods Sygdom, fattede Mikkel gennem Sympati" (s.29).

Men de er alligevel forskellige.  Mikkels længsel er fjernere fra sit objekt end Ottes, og giver sig hovedsageligt til kende i natlige vandringer forbi Susannas hus eller iagttagelse af hendes kammervindue i erotisk ladede drømme.

En anden drøm der peger mere direkte på den erotiske længsels frustration, finder vi i indledningen til kapitlet ” Mikkel synker ” (s. 27 )

Denne skuffelse indtræffer, da Otte Iversen vinder Susannas kærlighed ved - ganske vist modstræbende - at hengive sig til den, og endegyldigt da Mikkel senere kan læse i Susannas blik, at hun elsker Otte.  Idet Mikkels erotiske livsdrift således ikke forløses, forvrænges eller perverteres den til destruktiv drift.

Hadet og tanken om hævn holder Mikkel oppe, men binder ham samtidig til destruktionen, til døden og ensomheden; hvor Axel, den hengivne, holdes oppe ved sin ,indre Kraft", holdes Mikkel oppe gennemført destruktiv drift.  Denne skæbne, erkender Mikkel, da han på vej mod sin hjemegn i fuldskab giver sin fortvivlelse frit løb:

,,Jeg er forlængst solgt til Undergang, raabte han savlende og gispende (... ) Kom I til Festen med mig, alle I døde og halte, der er brændt ihjel og slaaet for Panden, hej Bordet er dækket, søg Plads allesammen som I er, i Kisteklæderne - her er plads for dem, der har Kinderne hængende i Laser og Haandbagene sat med Smaasten - kom an I Strandvaskere og Fattigfolk fra Stejlen! (s. 43)

Også i hævnøjeblikket føler Mikkel at forbandelsen, destruktionen er over ham og tvinger ham til en handling, han egentlig ikke vil, dels, som tidligere nævnt, fordi den strider mod hans oprindelige ”Godhed” og dels, hvilket er det væsentlige i denne sammenhæng, fordi han i mellemtiden har fattet kærlighed til Ane Mette, som således på en gang bliver objektet for hans hævn og for hans eros.  Med fuldførelsen af hævnen, voldtægten, blokerer han samtidig sin erotiske længsels tilfredsstillelse; han lider resten af romanen af hemmelig længsel efter Ane Mette.

Ensomheden er blevet Mikkels skæbne.  Da han, efter Blodbadet i Stockholm, er ved at bukke under for den - han er atter nede, hvor han var før hadet til Otte fornyede og perverterede hans livsdrift, han er tæt på den opgivelse som er trodsens konsekvens (,,... han følte sig paa Bunden mere end nogensinde før i sit ufrie Liv, nede" (s. 106) – Søger han ind i St. Nicolai Kirke.  Her giver han sig hen for første gang i romanen og betror sin ensomhed, sit ressentiment til ,den mægtige", og mærker til gengæld religionens ,forløsning": ,Han følte sine Aars Byrde af Ensomhed smelte" (s. 108). 

Ensomheden udvikler sig som en sygdom selv ikke da kongen vil fremvise ham sit barnebarn Ide, vil han vide af hende.

Hjemløshed :

Hjemme betyder romanens univers – længsel hjem

Hjemløshed = livsfjernhed dvs. død.

Axel har kiste med ellers føler han sig hjemløs (s. 144)

Mikkels erotiske længsel forbliver hjemløs, skal hans længsel efter lykken i almindelighed aldrig være hjemme, aldrig tilfredsstilles. Han er rodløs og da han efter ”otte Aars Liv i Hjemløshed” (s. 48) dvs. i ”den sorte Skole” og byen, vender hjem til sin fødeegn, kan han heller ikke finde sig til rette dér, men længes straks hjemmefra.

Tema :  (se også motto !)

Naturtro kvinder  kontra                      himmelstormende mænd.

                                                         idealistiske mænd.

Romanens kan ses som et opgør med liberalistiske værdier (intellektets fallit)

Hen tænkes der på JVJ. beskrivelse af Mikkel, Kongen, Jærnmændene. Specielt tydeligt ses dette i skildringen af Carolus og Zacharias.

Beherskelse af livet – ”trodsen” – giver tvivl og til sidst opgivelse. Grumheden i naturen.

Kopernikus’ opdagelse af det heliocentriske verdens billede, hvor Jorden ikke er centrum for universet, men solen. Får både Mikkel og Kongens verdensbillede til at bryde sammen. De troede sig selv som spejlbillede af en evig verdensorden, betydningsbærende elementer i en orden man bare skulle holde sig i overensstemmelse med. 

Grottesangen (s.196) hvor to jættekvinder drejer kværnen og synger deres vekselsang : Fenja om alt hvad der er liv og frugtbarhed, om forår, grøderegn, blå bølger og grønne skove, elskov. Menja om alt hvad der er død og undergang, om sygdom, tørke, høststorme, rim og frost og fortvivlelse. De maler til barslen og til kisten. 

Men Menja er den der synger sidst. Da kommer der vintertid, istid – dødstid.

JVJ’s livsforståelse kommer til udtryk i romanens personer – deres tænke og væremåde. Personerne gennemløber en livscyklus, der lader sig tilpasse med den naturrytme, der er angivet i romanens undertitler.  Mikkel og kongen er de centrale personer i romanen, men der findes personer med andre muligheder, men der er ingen alternativer – alle er underordnet tiden og naturens gang.  

Da både Kongen og Axel falder kan man sige at JVJ ikke giver nogen konkrete handlingsanvisninger. Ud over forgængelighedsmotivet er der et motiv der udtaler sig kritisk om danskerne og Danmarks historie. 

Anvendt litteratur :

Bagger, Poul :  Kongens Fald – en analyse af Johannes V. Jensens roman , Centrum 1988

Giersing, Morten &

Westergaard-Nielsen, Michael : En analyse af Johannes V. Jensens KONGENS FALD , Borgens Forlag 1977.

Det er tilladt at kopier/printe denne analyse.