Leif Panduro

Disse sider er en hyldest til en stor dansk forfatter, som jeg mener er ved at gå i glemmebogen.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Leif Panduro, var, da vi i gymnasiet læste Rend mig i traditionerne, en roman, jeg dengang fandt spændende, morsom og genial. Senere har jeg flere gange vendt tilbage til denne roman, da der var et eller andet ved den, der fængede. Derefter begyndte jeg på egen hånd at læse mere af forfatteren. Det blev til et møde med "den panduroske galskab" i form af de mange skikkelser, der optræder i hans romaner, skikkelser der på en eller anden måde alle er ramt af denne galskab, hver på sin facon. Normalitetsbegrebet, den sunde fornuft, har taget sin afsked hos Panduro, som sætter dobbelte advarselskilte op ved stakittet omkring den pæne, respektable borgerlighed, der har til huse i store villaer, der glor med forfinede blikke på omverdenen gennem spejlende vinduesruder.

Herunder har jeg gengivet dele af min eksamensopgave i liniefaget dansk. Det er i orden at bruge materialet bare du husker kilden!

Problemformulering.

Panduros romaner handler om mennesker, der har svært ved at finde sig til rette med sig selv og omgivelserne. De søger helhed og sammenhæng, som de hverken finder i sig selv eller i tiden. Disse mennesker er spaltede - et hovedmotiv i de fleste af Leif Panduros romaner. Jeg vil med denne opgave undersøge, hvorledes dette kommer til udtryk, og hvordan vi som læsere skal opfatte disse spaltede personer.

Problemafgrænsning.

Jeg har valgt at begrænse denne opgave til en undersøgelse af spaltningsmotivet i følgende romaner: "De uanstændige" (1960), "Amatørerne" (1972), "Fem fra Danmark"(1963), "Fejltagelsen"(1964) og "Den gale mand"(1965). Rækkefølgen er den i opgaven foreliggende.

Jeg har valgt R.D. Laings "galskabens strategier" til at belyse spaltningsmotivet i de fem ovennævnte romaner. Jeg har foretaget dette valg, fordi der ofte er blevet sat lighedstegn mellem Laings teorier og personskildringerne i Leif Panduros romaner. Der er ikke tale om nogen direkte Laingpåvirkning i Panduros forfatterskab før efter 1969, da der først på dette tidspunkt forelå danske oversættelser af Laings hovedværker[1]. Jeg vil i det følgende afsnit opridse de vigtigste dimensioner i Laings "galskabens strategier".

Introduktion til R.D. Laings "galskabens strategier".

Ethvert samfund har sine afvigere, dvs. personer, der op gennem historien er blev mødt med sanktioner i form af umyndiggørelse, udelukkelse, straf eller behandling. Disse mennesker er blevet stemplet gale, fordi de har udvist forskellige former for afvigende adfærd.

Sundhed betyder for Laing at være hel, autentisk og i færd med at realisere så mange af sine muligheder i forhold til sit eget udviklingstrin og den foreliggende livssituation. Han mener, at det er de færreste mennesker, der er sunde. Iflg. Laing er spædbarnet fundamentalt sundt og levende - en tilstand, der ikke varer ved !

Normalitet er for Laing et udtryk for det gennemsnitlige menneske, der har fraspaltet forskellige sider af sig selv, for at kunne tilpasse sig sin familie og sin omverden. Dette begrunder han i, at et spædbarn, der igennem en længere periode har været udsat for vold frem for kærlighed, bliver tilpasset en gal verden, og det bliver dermed en halv vanvittig skabning.

Den form for galskab, Laing er optaget af, finder vi hos det spaltede menneske. Fig. 1 herunder viser, at der mellem normaliteten og galskaben er en ubrudt sammenhæng, hvilket indebærer, at der ikke er nogen afgrund mellem normale tilstande og galskaben.

Foruden sundhed, normalitet og galskab er strategier et nøgleord i Laings psykologi og psykiatri. Med "galskabens strategier" menes der den dynamik, der fører den enkelte person hen imod de afvigende skizoide eller skizofrene handlinger og oplevelsesmåder. Strategierne er ofte ubevidste, og de tager deres udgangspunkt i det enkelte individs eget selv, eller de udgår fra personer i den pågældende familie.

Laing anskuer menneskets væren-i-verden som en helhed af psyke, krop og verden. Den måde at opfatte mennesket på placere ham under den eksistentialistiske psykologi. Laing opdeler denne grundlæggende måde at være-i-verden på i to hovedområder. Et menneske kan være ontologisk[3] trygt, eller det kan være ontologisk utrygt.

Den ontologiske trygge oplever sin væren-i-verden som virkelig, levende og hel. Denne person er under normale omstændigheder adskilt fra resten af verden således, at der ikke er tvivl om personens identitet og selvstændighed. Den ontologiske trygge føler sig også hjemme i sin krop og oplever den som lavet af et materiale, der er ægte, godt og værdifuldt. Laings begreb om psykisk sundhed er indeholdt i denne beskrivelse.

Denne person er den ontologisk trygges modsætning. Personen føler sig generelt mere uvirkelig end virkelig, bogstaveligt talt mere død end levende og usikkert adskilt fra resten af verden, således at hans identitet og selvstændighed altid er tvivlsom. Han føler sig delvist adskilt fra sin krop.

Til denne måde at være-i-verden på hører tre angstformer. Den første angstform kalder Laing for opslugningsangsten, da den ontologisk utrygge er bange for at blive opslugt af andre. Ethvert forhold til et andet menneske er i sig selv en fare for tab af identitet. Derfor er den mest almindelige strategi, som tages i brug for at bevare identiteten, isolation i ensomhed.

Den anden angstforrn kalder Laing for implosionsangst, hvor det kan virke, som om selve virkeligheden trænger ind i selvet.

Nært forbundet med de to ovennævnte angstformer er den tredje, som Laing betegner som forsteningsangst. Den ontologisk utrygge trænger til konstant bekræftelse fra andre i sin egen eksistens som person. Samtidig er han bange for at blive forstenet af andre, dvs. at blive reduceret til en ting uden sin egen væren-i-verden.

Til den ontologisk tryghed hører et inkarneret selv, dvs. et legemliggjort forhold til selvet. Den inkarnerede selv har en følelse af at være af kød, blod og knogler. Den inkarnerede selv har en følelse af sin egen tidsmæssige kontinuitet i samme grad, som han føler sig "i" sin krop.

Derimod hører der til den ontologisk utryghed et uinkarneret selv, dvs. et ulegemliggjort forhold til selvet. Dette kommer til udtryk ved at mennesket opfatter sig som splittet mellem selvet og kroppen.

I stedet for at blive oplevet som kernen i individets eksistens, føles kroppen snarere som et objekt blandt andre objekter i verden. Det uinkarnerede selv engagerer sig aldrig direkte i noget, og bliver derved tilskuer til, hvad kroppen foretager sig. Det uinkarnerede selvs strukturering af virkeligheden er uholdbar. De før omtalte angstformer bliver forstærket, og grafisk kan spaltningen mellem selvet og kroppen se således ud :

hvor selvet befinder sig på den ene side og andre mennesker samt personens egen krop på den anden side. Personens fornægtelse af de kropslige sider hos sig selv, indebærer en forkastelse af et spontant forhold til andre mennesker i verden. Laing mener, at en ny spaltning foruden spaltningen mellem selvet og kroppen må foretages. Således at vi nu får:

selv Û krop/andre

indre sande selv	falsk selv

falsk selv 1 angst	falsk selv 2 had	falsk selv 3 selv-bevidsthed

Den første spaltning afskar kroppen fra selvet, hvorved sjælen kom til at stå alene. Den forstærkede angst fra de tre angstformer gør det nødvendigt for individet at spalte det reducerede selv i et indre sandt selv og i et falsk selv. Derved kan det indre sande selv søge at opnå et forhold til sig selv, som er åbent, oprigtigt og ærligt. Det falske selv bliver så den del af selvet, som sørger for selvets kommunikation med andre. Denne kommunikation med omverdenen er karakteriseret ved eftergivenhedsangst, konformitet og selv-bevidsthed.

Eftergivenhed skal forstås på den måde, at personen bliver "god" og sjældent har nogen anden opfattelse end andres. Det falske selv antager flere og flere karakteristika fra de personer, som tilpasningen baserer sig på, og denne tilpasning fører på den måde individet længere ind i konformiteten. Ved siden af angsten er hadet et element i det falske selv. Men da hadet ligger under angsten, udelukker dette muligheden for at hadet bryder frem, førend individet kommer i en psykotisk tilstand. Det sidste punkt i karakteristikken af det uinkarnerede selv er, at det er selv-bevidst. Med dette menes der, at det uinkarnerede selv er sig selv bevidst. Endvidere er det sig bevidst som objekt for andres iagttagelse. Denne bevidsthed er så kraftig, at det skizoide individ antager en tvangsmæssig karakter.

Det uinkarnerede selv har behov for at være objekt i andres verden, da dets egen verden er uvirkelig. Men på den anden side er dét at være synlig lig med at være udsat for konstant fare.

Analyse af spaltningsmotivet i "De uanstændige".

"De uanstændige" er Leif Panduros første roman i tredje person, hvor synsvinklen er den subjektive, der stort set ligger hos hovedpersonen Thomas. Dette ses bl.a. i begyndelsen af romanen, hvor forældrene ses i frøperspektiv fra det undergivne enebarns situation.

Thomas er 17 år, da handlingen tager fart. Han er vokset op i en velordnet og meget borgerlig familie. Faren har netop slidt sig frem til en direktørstilling og en ny villa i det pæne Charlottenlund. Tidspunktet er foråret 1939, og nazismen er ved at brede sig i Europa, hvilket kun bemærkes svagt i Thomas' hjem. Thomas møder børnene fra nabohuset, tvillingerne Topsy og Mick. Mødet med denne meget anderledes nabofamilie far konsekvenser for Thomas, der herved langsomt erkender at troen på hjemmets normer ikke er de eneste endegyldige, der findes. Dette bliver begyndelsen til Thomas' frigørelsesproces fra familien og kommende selvetablering.

De problemer, der opstår i forbindelse med denne frigørelsesproces, får en brat afbrydelse i form af krigen. Mick får Thomas med i en militær ventegruppe, og på denne måde udsættes Thomas’ problemer med at finde sig selv. For Thomas bliver denne tid den lykkeligste i hans liv, men krigen varer ikke ved, og da denne slutter må Thomas træffe sit valg. Han vælger at vende tilbage til det gamle liv og dermed familien.

Romanen bygges op omkring de to meget forskellige familier. Hos nabofamilien Thamms optræder en personlighedsstruktur, der er væsentlig anderledes end hos Thomas' familie. Hvor man med Thomas' familie kan sige, at den er struktureret efter en samfundsmæssig struktur, er det grundlæggende træk ved familien Thamms, at tilværelsen struktureres udfra en fuldkommen accept af lysten. Dette er specielt fremstillet i beskrivelsen af tvillingerne, der lever en rig tilværelse, både sjæleligt og økonomisk, de er rene naturbørn, og Thomas føler sig tiltrukket af dem begge, men det kniber for ham at nærme sig Topsy seksuelt.

Thomas er splittet i valget mellem disse familier og deres levemåde. Mødet med familien Thamms opfordrer Thomas til oprør mod de normer og autoriteter, der omgiver ham. Oprøret forløber i tre etaper: 1) oprøret mod guleroden. 2) oprøret mod forældretolkningen af farens afsløring af forholdet Thomas/Topsy. 3) oprøret mod tingene. Fælles for de tre episoder er deres resultatløshed i forhold til realisering af selvet.

Oprøret mod guleroden er et dobbeltoprør. Dels et oprør mod faderen, dels et oprør mod moderens sundhedsdyrkelse.

Det andet oprør går mere direkte på selvudfoldelsen. Thomas ønsker at ændre forældrenes tolkning af faderens afsløring af episoden ved sommerhuset. Men opgaven synes umulig, da forældrene opfatter seksualitet som noget svineri og ikke som noget uskyldigt.

Det tredje oprørsforsøg, der finder sted i forældrenes fravær, har karakter af tvangshandling. Det afbrudte uskyldige seksualspil ved sommerhuset forsøges optaget denne gang med pigen i huset. "Det ville være en udvej, tænkte han, en måde at bringe tingene i balance. Bare at gøre det, uden skyldfølelse, og uden forelskelse. Desuden ville hun jo gerne." (p. 92). Den erotiske selvudfoldelse vender tilbage, men har mistet sin uskyld og er blevet til det forældrene anså som værende svineri.

Affæren med pigen i huset er med Laings ord et forsøg fra det inkarnerede selv på at demonstrere sin potens og dermed hævdelse af kroppen. Forsøget mislykkedes imidlertid, og oprøret ændrer karakter til at omfatte familiens ejendomme, dermed destruktion af familiens møbler.

Episoden med pigen i huset ender med, at pigen løber ind og får fat i Topsy, da Thomas agter at brænde huset af Hun far afværget handlingen, og de indleder et forhold, nu har han nemlig frigjort sig fra "klippevægsansigtet" og mangler kun at stå på egne ben.

Thomas er tydeligvis fortvivlet over forholdet på flere fronter. Dels er han jaloux på Claus, der fortsætter med at besøge Topsy, men også fordi han ikke kan blive klart med sig om hvem det er han er forelsket i er det Topsy eller Mick, eller kan han ikke fa den ene, uden at fa det anden ? Topsy konstaterer : "Det er sjovt, du somme tider siger Mick til mig..." (p. 103). Igen er han i konflikt med sig selv, fordi hans drift og længsel retter sig mod både Mick og Topsy. Hvem skal han vælge ? For måske er han forelsket i dem begge. Iscenesættelsen af denne problematik er imidlertid problematisk, for det kan være svært at afgøre, hvorvidt Thomas-Topsy-Mick udgør en trekant eller en tokant. Er det overhovedet tænkelig med kombinationen Thomas-Mick, indenfor bogen regi? Måske ikke, da selv om bogen i 1960 hvor den blev udgivet, var meget frisindet, tror jeg ikke Panduro ville have fundet samfundsmæssig belæg for denne kombination, selvom muligheden i dag naturligvis ville have været der.

Thomas er, i modsætning til Topsy ikke fri af sin kærlighed, men forhindret i at orientere sig mod mere end én person i sin evne til at føle kærlighed. For ham ændres forholdet fra at være en erotisk, selvudfoldelse til at dreje sig om erotisk fastholdelse : "Han ville eje hende, både hendes krop og hendes følelser" (p. I 17). For den frustrerede Thomas er kærligheden noget, man må fastholde og spare på. Ægteskabet skal sikre ham, at kærligheden bliver varig, derfor denne besættelse. I denne periode er Thomas syg af jalousi overfor alle, der kan skille ham fra Topsy. Dette gennemskues af Topsy med ordene : "Det var måske det bedste for dig at være forelsket i en voksmannequin. Du kunne have hende i et aflåst skab, sådan een med et evigt idiotisk grin, så kunne du tage hende frem, når du havde brug for det... "(p. 122)

Første del af romanen handler om den ensomme Thomas og hans to verdener. I anden del af romanen er dette perspektiv udvidet til også at omhandle krigen og dermed modstandsgruppen. Thomas' problemer forsvinder i og med at rammerne for individualiseringen ophæves. Nu drejer kampen sig ikke længere om de forstenede autoriteter, men en stor fjende (p. 128). Om modstandsgruppen hedder det: "Gruppen smeltede sammen. De indbyrdes gnidninger forsvandt sammen med individualiteten. De enkelte karaktertræk udviskes og blev til gruppens karaktertræk. Gruppen havde et ansigt, en holdning." (p. 128)

Da Thomas' fjendebillede ændres til værnemagten, slipper han samtidig for at stikke sine hænder ned i sit eget ubevidste og dermed at finde sin indre fjende. Udsættelsen af dette selvudfoldelsesprojekt varer for Thomas desværre ikke ved. Da krigen ender, vender ondskaben nemlig tilbage, da lov og orden indsættes.

For Mick betyder krigen noget specielt. Han bliver symbolet på ungdommens oprør, uden noget klart motiv. Da krigen er slut diskuterer Mick og Thomas fremtiden. Mick får midt i al rodet fortalt Thomas, at han og Topsy vil rejse bort sammen, da de hører sammen emotionelt. Da Thomas hører dette bliver han fortvivlet, han ønsker ud fra en moral at gifte sig med Topsy. Da han så senere ved et vådeskud dræber Mick er det, lige som valget er truffet. Fremtiden er begyndt for ham, dilemmaet er borte.

Thomas kan vælge mellem et værdimønster, der er i opløsning eller total overgivelse til det underlige tvillingepar, der repræsenterer den forskelsløse enhed.

Første valgmulighed fører til isolation og udsathed, mens den anden mulighed fører til udslettelse af selvet. Thomas vælger som bekendt den første udgave, da han dræber Mick. Dermed afbrydes drømmen om det grænseløse, og hans liv bliver fremover splittet og uden retning. Men måske kan Thomas slet ikke vælge frit, da han til alle tider har været underlagt klippevægsansigtets normer og tvang. Da denne bliver ophævet bliver han bange og vælger den fædrene norm. Med Laings termologi kan man sige, at han er så usikker på sin egen identitet, at han nærmest vælger at blive "opslugt" af de gamle værdier.

Når Thomas betegner årene under krigen som de mest lykkelige i hans liv, skal dette ses i lyset af, at han kun er til i de ekstremt pointerede livssituationer, hvilket skyldes hans stærke trang til at bryde de vanlige rollemønstre, som livet for ham er stivnet i, hvilket jo desværre ikke lykkedes.

Denne roman, der er efterfølgeren til "De uanstændige", er nok en af Panduros bredeste romaner med et stort persongalleri og et overraskende fortællerskift til slut fra en skjult 3.personsfortæller til dagbogsskriveren Andreas Merlin.

Thomas er nu nær de halvtreds, og har en kortere tid efter sin cand.polyt.-eksamen været gift, men han har i øvrigt gennem de mange år boet alene i forældrenes store villa. Han lever i et fast forhold til sin kvindelige assistent i ingeniørfirmaet, hvor han er ansat. Dette forhold holdes indenfor sådanne rammer, at det ikke berører hans hjemmeverden. I det hele taget lægger han overordentlig vægt på at holde sine verdener adskilt.

Han interesserer sig meget for detaljer både på arbejdet og i fritiden, hvor det kommer til udtryk ved fotografering af folk på afstand. Ellers holdes disse sfærer skarpt adskilt fra hinanden. Pludselige en dag sker der noget, Thomas' søn David dukker op, og Thomas' tilbyder ham straks husly. Mødet med denne fortabte søn vækker noget i Thomas, noget fra barndommen. Senere møder han tvillingemes mor. Dette møde rammer Thomas så hårdt, at han far et hjertetilfælde. Kontakten til Topsy, der nu bor i Paris, er sluttet. Samtidigt sker der store ændringer på Thomas' arbejdsplads, der rammes af spionage og senere fyres Thomas og en af grundlæggerne, mens en anden grundlægger begår selvmord. Thomas bliver nu fristillet og opdager derved, at han totalt har mistet interessen for sit arbejde og for sit parforhold. Han beslutter på opfordring at tage på rekreationsferie til Paris. Her møder han Topsy og barndommens kærlighed bluser op. Parrets højdepunkt kulminerer, da Topsys mand arrangere en bilulykke, hvor Topys og Thomas begge omkommer.

Thomas er ikke blevet en kopi af forældrene, men han er blevet mærket. Oprøret er kølet ned, og Thomas er blevet en mere passiv og hjælpeløs figur. Splittelsen mellem ungdommes to verdener er forbi. Thomas har trukket sig ud af spillet. Han lever i en opsplitning af sin tilværelse ved dyrkelsen af detaljen og adskillelsen af verdenerne. Dette må opfattes som en forsvarsforanstaltning, for' på to fronter har han erfaret, hvad det medfører at søge helheden. Dette skal ses som en konsekvens af hans unge oprør mod faderens strenge normer.

Ved at dræbe Mick skulle man tro, at han for evigt havde tilintetgjort sine egne muligheder; men nu, da hans liv er ved at være forbi, kommer det umulige atter til ham. Denne gang som en blid hjemsøgelse, der med ét bliver hans accept af den død, der naturligt venter ham.

Mick dukker op igen, denne gang i skikkelse af Thomas' egen søn, og Thomas forenes med Topsy.

Thomas forelsker sig i sin egen søn. Han er det, Thomas har gået og jagtet med sit kamera. Han er en fuldendt detalje og besidder en udpræget erotisk udstråling. I det hele taget er Davids holdning og væsen præget af noget åbent og uskyldigt. Han har evnen til at fremkalde kaotiske følelser og aktivere selvødelæggende drifter hos omgivelserne, hvilket jo også var tilfældet med tvillingerne. Han drømmer om at bruge denne evne til at destruere samfundet. En destruktion, der begrundes i et krav om meningsfylde.

David repræsenterer en forbindelseslinie til ungdommens mulighed, en side Thomas næsten havde glemt. Forholdet til David fører ham tilbage til Mick-og-Topsy-perioden i hans eget liv.

Dermed bliver mødet med David begyndelsen til Thomas' sene gennembrud og genforening med Topsy.

Det er imidlertid ikke David, der fører til mødet med Topsy, men tvillingernes mor Edith. Det er først efter mødet med hende, at han bliver sig bevidst om at livet, som han har levet i mange år, er uden synderlig værdi for ham. I forbindelse med mødet med Edith møder Thomas hendes nye mand Bruun. Denne Bruun er nok det tætteste, man kommer en person, der så indædt dyrker sin egen krop. Han oplever sig underlagt de farer, der truer hans legeme. Han er virkelig dét, Laing forstår', ved det inkarnerede selv. Hans eksistens er ikke spattet mellem en sjæl og et legeme, men dette skal,' ikke ses som en sikring mod følelsen af håbløshed eller meningsløshed. Bruun må finde en identitet udenfor kroppen, hvilket han har meget svært ved, da han opbygger et forhold til andre mennesker på grundlag af oplevelsen af sit legeme. Misforholdet mellem den svækkede Thomas og den svulmende Bruun, bliver Thomas for meget. Han kollapser simpelthen. Resten af Thomas' liv bliver betinget af dette møde med Edith, men samtidigt reflekterer han ikke over den følelsesmæssige sammenhæng. Det er, som om han er styret af en usynlig nødvendighed, når han gør rent bord, tager afsked med kontoret, ordner sit testamente til fordel for David og gør sig klar til at rejse. Det er først i lufthavnen, at det går op for ham, at destinationen har været ham klar, "at han i grunden længe havde vidst, det var Paris han ville til Han havde en god fornemmelse af, at han var på rette vej. "(p. 142)

Med genforeningen af Thomas og Topsy, bliver det for Thomas den trofaste elskers sene forening med Topsy, som samtidig bliver slutpunktet i hans liv. Forholdet mellem de to barndoms kærester udvikler sig som efter en indre nødvendighed. Selv om forholdet synes at være uligevægtig, da Thomas har ventet i 30 år, og Topsys utallige kærlighedsforhold kun varer i 14 dage, er de dog mere jævnbyrdige, da hun faktisk har brug for ham, hun elsker ham :"Som man elsker sin ungdom, ikke ?" (p.212) og dermed er den ubundne fortiden inddraget. Deres død kan, uden besvær læses som en lykkelig afslutning både på romanen og på deres liv.

Da Thomas bliver stillet overfor døden, den store grænseudsletter, er han omsider parat til at udfolde sig og bruge de fra barndommen standsede muligheder, således at livet udfoldes i dybere forstand naturligt.

Merlins opslidende forhold til Topsy minder på mange måder om den unge Thomas' kvaler med tvillingernes urimelige uskyld. Han ønsker ligesom den unge Thomas at eje hende. Andreas Merlin er på én gang taber og vinder i romanens psykologiske mønster. Han ender som en sørgende ægtemand i bevidstheden om, at både han og Topsy har fået fred, men samtidig er han fortvivlet over aldrig at får af vide, om hun ville forlade ham. Det gjaldt kun om at overleve "Det var hende eller mig!" (p.232).

Thomas var med sin dyrkelse af detaljen og adskillelsen af sine verdener i mange år amatør. Årsagen kender vi, han blev det, fordi han måtte værge sig mod det, han havde kaldt frem i sin ungdom, at ville alt. Han kom derved til at leve isoleret og afstumpet uden egentlig væren-i-livet. Panduro er med "Amatørerne" betydelig mere samfundskritisk end tilfældet var det i "De uanstændige". I "Amatørerne" er splittelsen mellem samfundsmagtens verden og hovedpersonernes private verden, nu blevet så stor, at det ikke længere er umagen værd at prøve at forene dem. Der går en dyb skillelinie mellem magthaverne og hovedpersonerne i romanen, hvilket tydeligst ses, da Thomas endelig oplever en sen, lykkelig forelskelse, imens firmaet og det sociale system bryder sammen!

Analyse af spaltningsmotivet i "Fern fra Danmark".

I denne roman benytter Panduro en nutidens jeg-fortæller, der prøver at finde ud af hvem denne Martin Fem i grunden er.

Den fortællende hovedpersonen "vågner op" efter en lang black-out-periode. Han har totalt mistet hukommelsen om sit tidligere liv. Martin Fern er henvist til andre for at fa rede på sin fortid. Konen, vennen, søsteren, elskerinden osv. fungerer som en slags fortidens vidner i jagten på at finde sandheden bag Martin Fern. Alle de personer, der kender ham væmmes ved ham. I grunden er der slet ingen, der kan lide ham. Hans fortid er ikke misundelsesværdig.

Rollen som Martin Fern består af alt, hvad andre mener om ham og forventer af ham. Fern er blevet ”opslugt" af de mennesker, der omgiver ham og har mistet sin identitet. Dette kan variere lidt, men det er altid noget ubehageligt, noget umuligt:

"En mur. En middelaldermur med skydetårne. En gang rejst aldrig betvivlet. Alle kender denne Martin Fern. Den eneste der ikke kender ham er mig. Men jeg skal tage ham på mig. Det vil sige afskrive ham. Tage mig hans umulighed på og opdage det umulige ved at være ham. Jeg har ikke noget imod ham. Men jeg kan ikke lide hans rolle. " (p. 117)

Med hukommelsestabet far Martin Fern en mulighed for at blive fri af denne karakter, som andre har dannet for ham. Han distancerer fra rollen ved hjælp af sproget bl.a. ved at kalde sig selv for "Martin Fern" eller "ham", "denne kedsommelige Martin Fern" eller blot "denne Martin Fern" , men derimod ikke for "jeg". Man kan sige, at hans sygdom først og fremmest fremtræder, som et savn hos andre. De har brug for Martin Ferns hukommelse Martin Fern er spattet mellem selvet og omverden(andre). Han befinder sig i den paradoksale situation, at det er umuligt for ham at blive "normal". Han har kun to afvigerroller at vælge imellem. Enten er han unormal, fordi han er syg (hukommelsestab) eller så genvinder han hukommelsen og vender tilbage til en identitet, som tydeligvis opfattes som sær, pinlig og umoralsk.

Fem pines af den "totale mangel på lidenskab" (p. 146), han møder hos omgivelserne og hos sig selv. "Den evige småpirring" gør ham desperat, får ham til at drikke og gå amok, og det ender med et skandaleopgør med omgangskredsen efterfulgt af sammenbrud og hukommelsestab. Konflikten i "Fern fra Danmark" er med andre ord en konflikt mellem det skarpt, definerede og snævert afgrænsede jeg, han skal være, og det usikre, rådvilde og forvirrede jeg, der til syvende og sidst er hans.

Det tomme menneske, som konen møder, da hun af terapeutiske grunde kommer og går i seng med ham, skyldes en fortrængning eller spaltning. Fern får af vide fra alle sider, at han er psykisk syg, hvilket han naturligvis også er, for det er ikke normalt at have hukommelsestab, og slet ikke så længe som han. Men han vil ikke erkende, at han er syg, og sygdomserkendelsen er nødvendig før en helbredelse kan begynde. Ferns sygdom anbringer ham i en usædvanlig situation. Han har en sygdom, som ikke generer ham selv, men derimod omgivelserne.

Den syge Fern søger til sidst forklaringen i barndomshjemmet, men finder den ikke. Her finder han søsteren, der har sine egne motiver til de massive anklager mod ham. Martin Fern har alle dage været en uartig dreng, der altid gjorde "det forkerte", mens hans artige og af forældrene højt elskede bror altid gjorde "det rigtige". Modsætningen går igen i en direkte seksuel udformning, idet Martins uartighed består i tilløb til incestforhold til søsteren. Faderen overrasker ham, mens Martin belurer hende, og afklapser ham. Denne vrede skyldes måske, at faren selv ønsker at kigge.

Også den gamle Fem er spaltet : "Den ene side er venlig, imødekommende, tom. Den anden er hadefuld, huskende". (p. 152) Deres næser har den sammen karakteristiske drejning, blot er farens spejlvendt i forhold til sønnens, og dermed er deres spaltethed også spejlvendt. Den del af sønnen, som er tom, er, som vi ved, den "raske" og den del, der skulle huskes, den syge; men hos faderen er det omvendt.

Hans sygdom bliver kun tydelig i forholdet til den gamle verden, der er en slags "social sygdom", et misforhold mellem ham og hans omverden.

Jo tættere rollen som Martin Fem rykker ham ind på livet, jo sværere bliver det at opretholde overskuddet og distancen. Til sidst kan han ikke holde det på afstand, og han "bliver til Martin Fern" og falder tilbage i de gamle spor: drikkeriet, hysterier og den voldsomme desperation.

Da Fern på sanatoriet badede med sygeplejersken i skovsøens brune jordsmagende vand, søgte han tilbage til noget førmenneskeligt. Senere da han i slutningen af romanen bader ved sommerhuset er det ikke den samme smag, han far i munden. Denne gang er det koldt og saltet, han synes at være nær en menneskelig genfødsel, dette er ment i Laing termologi som en vej ud af sygdommen - en erkendelse.

Senere da han sidder med hustruen i skumringen ved sommerhuset, indrømmer han overfor hende, at han vel er nødt til at være Martin Fern. Man kan som læser spørge, om dette også indebærer, at han accepterer et forsat forhold til hende.

I "Fern fra Danmark" ligger Panduros interesse ikke i en enkeltpersons fejludvikling, men derimod i sammenstødet mellem den "frie" Fern og hans normbundne omverden. Da Fern får hukommelsestab bliver han "fri" og begynder at bryde normerne omkring ham.

Det er en af romanens pointer, at den "syge" Fern må opleves som mere rask end dem, der prøver at føre ham tilbage til det normale liv. En pointe der kan deles med Laings angreb på den almindelige psykiatri, da han går imod de almindelige psykiatere i måden han opfatter patienterne på. Han forsøger i "Det spaltede selv" at forstå den skizoide og skizofrene som en person og ikke som en ting. Laing mener, at det er i form af en patients nuværende eksistens, at man skal forstå hans fortid og ikke omvendt. Panduro delte denne holdning og var faktisk "antipsykiater" længe før denne kom til Danmark!

En anden pointe kan være, at den der ønsker at overtage sig selv, personligt og ansvarligt, også må overtage sin fortid.

Analyse af spaltningsmotivet i "Fejltagelsen".

Denne roman er en slags selvbiografi, hvor synsvinklen ligger hos hovedpersonen Marius Berg. Dette er en casestory skrevet af patienten selv, og bærer undertitlen "Den korte og ufuldstændige beretning og tilfældet Marius Berg", hvilket tyder på, at resultatet ikke bliver helt tilfredsstillende.

Marius er søn af en brændselshandler. Hans fars forretning er et solidt og indbringende foretagende. Men Marius er på kant med forældrene, der altid stræber hinanden efter livet. Han har ikke den artige Eivinds evner, men far alligevel en stilling i familiefirmaet som arkivar. En stilling han far i kraft af farens had til sin bror. Den bror, der senere giver Marius stillingen blot for at irriterer Marius' far. Efter krigen oplever Marius en dødsepisode i Dyrehaven, denne episode danner grundlaget for hans senere talrige sygdomstegn. Han føler, han har dårligt hjerte, søvnbesvær, for højt blodtryk osv. En af de mange psykiatere, han besøger, opfordrer han til at beskrive disse sygdomssymptomer for at finde en årsag til sygdommene. Romanen skal ses som resultat af dette.

Sygdommene har ikke altid plaget Marius. De begynder den sjette maj 1946, hvor Marius går en tur i Dyrehaven med sin barndomsven Hilmer. Her oplever han pludseligt, at han er ved at dø. Hilmer ser i denne episode sit snit til at hovere sig overfor den svage og underdanige Marius, og han begynder derfor at gøre gymnastik foran den liggende Marius. Lidt efter kommer Marius til sig selv igen. Han dør altså ikke: "men det var ikke langt fra. Selvom døden ikke ramte mig den dag, så satte den dog sin finger et eller andet sted på mig... "(p. 54) Efter denne episode dominerer dødsangsten og sygdommene hans liv. Hvad han oplever, er et værdimønsters endelige sammenbrud, og dette føles som døden.

Marius' hyppigste mareridt "guldfiskedrømmen" er en blanding af klaustrofobi og fortvivlelse, der præger hans indre. Drømmen illustrerer, hvorledes hans eksistentielle situation er sammentrængt. Akvariets glasvæg er et billede på hans sygdomsplagede personlighed, de angst og tvangstanker, der præger ham.

Sygdommene er et forsvar, en strategi. En strategi der har store omkostninger for Marius, der for det første bliver plaget af disse sygdomme og denne angst for at død, men samtidigt afskærer sygdommene også ham fra kontakten med omverden. Sygdommene fritager ham for at engagere sig, selv siger han "Man må engagere sig på en eller anden måde og min bliver min sygdomme" (p. 155) Han isolerer sig i sit tårn. Han mister fornemmelsen af, hvem han i virkeligheden er. Han bliver fri for at vælge og fri for ansvar og handling. Til gengæld mister han også fornemmelsen af, hvordan han egentlig vil handle. Sygdommene har endda valgt konen Elisa for ham. Han møder hende hos lægen.

Marius er bange for at blive "opslugt" af den ydre verden og isolerer sig derved i sine sygdomme, som til gengæld "opsluger" ham. Under besættelsen følte Marius sig beskyttet: "Bedst blev det da vi måtte gå under jorden senere på året. Bedst for mig. Jeg fik et andet navn og slap for at være Marius." (p.123)

Sygdomsstrategien er et forsvar, som ødelægger det, der skal forsvares. Marius er ikke skizofren, men hans "fysiske" sygdomme fungerer som et værn. Denne strategi omtaler Laing, som en speciel strategi, mennesket finder på for at kunne leve i en situation, som er umulig at leve i. Men hvordan denne umulige situation er opstået vides ikke!

Marius søger ligesom Martin Fern forklaringen til denne situation i barndommen. En mulig forklaring ligger dog i barndomshjemmet, hvor Marius ligefrem er opdraget i konstant fysisk fare. Således er han lige fra barnsben blevet vænnet til at skjule sig og trække sig væk begivenhedernes centrum. Men denne antydning af årsag er ikke gyldig nok. Godt nok har Marius i sin barndom været udsat for lidt og hvert, og at give forældrene skylden kan Marius heller ikke :"Nej, man kan ikke projicere det baglæns. Tilbage til far og videre til oldefar og tiptip hvorefter vi ender ved Adam og Eva, som jo ifølge legenden var skyld i det hele" (p.81) Dette opfatter jeg som en forfatterkommentar til psykoanalysen, hvorved Panduro tydeligere nærmer sig Laings eksistentialistiske syn på psykoanalyse.

Hustruen Elisa må regnes for værende en af årsagerne til, at Marius har problemer med at få sig placeret i det rigtige forhold. Hun er det R.D. Laing vil kalde en fornægtende person. Da hun er så stærkt dominerende overfor den syge Marius, og så er hun oven i købet sygeplejerske. Hendes "detonerende latter" (p. 136) hænger sammen med guldfiskedrømmen, som ender med, at hun skyller, ham' ud i wc'et, undertiden optræder hun i form af hekseskikkelse udstyret med enormt lange hjørnetænder.

Selv giver Marius vennen Hilmer årsagen til hans sygdomme. Hilmer har ifølge Marius bekæmpet ham siden han var 5 år gammel, og det er også ham, der er med i Dyrehaven. Da Marius i krigens sidste dage bliver såret, mener han selv, at det er Hilmer, der vil ham til livs. Hilmer har hele sit liv domineret over Marius, og senere har han også en affære med Marius' kone. Parret Marius-Hilmer danner tilsammen et komisk par, hvor den evige syge Marius bliver offer for den næsten oversunde Hilmer som bøddel. Marius kan ikke opgive denne forklaring, for ellers ville hele det, han bygger sin tilværelse på, være forkert. (p. 175)

Marius' rapport og hans selvfordybelse skal være med til at finde løsningen på hans problemer. Skriveriet fører ham ikke ud af denne isolation, for jo mere han fordyber sig i fortiden, jo mere syg bliver han. Denne ender i en total isolation i hans tårn. Refleksionerne over, hvem han er, gør ham mere usikker på sin identitet: "Det bliver værre og værre. Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg har helt trukket mig tilbage til mit tårn. Kun nødigt går jeg ned til de andre. Jeg kan ikke komme ud af Marius." (p. 169). Selvfordybelsen fører Marius ud i en næsten psykotisk tilstand. Til sidst flygter han både i fysisk og psykisk forstand. Han tager op til familiens sommerhus. Samtidigt forsvinder han som romanfortæller. Den "skjulte" fortæller træder frem og overtager fortællingen. Dette forklarer Panduro med, at hans identitet i grunden forsvinder.[4]

Sådan ender romanen dog ikke. Marius vender tilbage til sit tårn og overtager fortællingen, men rapportskrivningen har han opgivet. Om der egentlig er tale om en begyndende helbredelse er svært at spå om.

Marius slås lidt med de samme problemer som Martin Fern havde, nemlig at er han i virkeligheden er en anden person, end omgivelserne tror han er. Hvis ikke han er denne syge Marius, hvem er han så? For Marius er angsten for livet og friheden større end angsten for sygdommens tvang.

Panduro kommer ikke nærmere ind på, hvad kan være årsagen til disse sygdomme. Det er som om han interesserer sig mere for sygdommens funktion end for dens oprindelse. Panduro ændrer med 'Fejltagelsen" holdning til psykoanalysen, ved at den private fortid ikke længere er nøglen til forståelsen af hovedpersonens nutid.

Marius' sammenbrud skal ses som en nødvendig gennemgangsfase, der fører til en ny tilværelse. Som hos Laing er patientens egen erkendelse den eneste vej ud af problemerne.

Analyse af spaltningsmotivet i "Den gale mand".

Denne sidste roman i tossetriologien[5] er ligesom "Fejltagelsen" skrevet i en slags stream-of-consciousness. Fortælleren er romanens hovedperson.

Ved romanens begyndelse møder vi underbankdirektør Edvard Morner på en lukket afdeling på et statshospital. Her er han indlagt til mentalundersøgelse. I retten har han tilstået, at det er ham, som har sprængt Absalonstatuen, Pantomimeteatret og domkirken i luften. Det er nu overlægens sag at afgøre, om Momer er normal - og dermed egnet til påvirkning gennem almindelig fængselsstraf eller om han snarere skal anbringes på et statshospital som psykisk syg. Edvard Momer skal i løbet af de 28 dage, han er indlagt, prøve at skildre årsagen til disse vanvittige udskejelser. I denne rapport fortæller han om sit liv, og om hvordan dette har formet sig, med fremgang og modstand, om hans erotiske oplevelser. Men han skriver ikke på sin rapport hver dag, da skriveprocessen og selvransagelsen efterhånden gør ham nervøs og rastløs.

Rapporten anbringer Edvard Morner i den underlige situation, at han skal gøre rede for de områder af hans liv, som har interesseret ham mindst. Det centrale i hans tilværelse har været at gøre karriere, og ellers opføre sig som folk af hans slags forventes at gøre det. Hans barndom er forløbet "næsten hændelsesløst" (p. 25) i et solidt borgerligt hjem i provinsen. I sin karriere har han fulgt den slagne vej og har nået et tilfredsstillende mål; at blive underbankdirektør. Han har giftet sig med Susanne på et passende tidspunkt, faet to børn med passende mellemrum og købt hus i Holte, da det var økonomisk forsvarligt. Alt i alt har opfattet sig selv "som et fuldt ud normalt, ja harmonisk menneske. Eller rettere sagt: jeg tænkte aldrig over om jeg var det. Jeg gik a priori ud fra at jeg var det." (p. 41) Skriveriet tvinger ham til at interessere sig for sig selv som privatperson, mens han hele sit liv har stræbt efter at blive ét med sin offentlige fremtræden.

Da Morner og Susanne har været gift i et års tid, begynder den første krise. Morner registrerer det hos Susanne, der er blevet underligt fraværende. Hun får "anfald af raseri over de mindste småting", og perioder af voldsom lidenskabelighed veksler med fuldstændig apati. Da han foreslår hende at gå til en psykiater, får han svaret: "- Hvorfor skulle jeg gå til psykiater, når det er dig der er syg !" (p.39). Denne ægteskabelige krise ændres pludselig efter at parret har været gift i halvandet år. Morner tror, at hun endelig er kommet på rette kurs, men årsagen skyldes, at hun finder sammen med en anden mand.

Ellers virker alt idyllisk i den Mornerske familie, der kun én gang får en skramme i denne idyl, og det er ved Morners mors begravelse, hvor Susanne i en blanding af fuldskab og raseri går til angreb mod Morner. Rygterne om ægteparrets slåskampe breder sig hurtigt i provinsbyen. Morner går næste dag skamferet over torvet, en vandring som han kalder "den tungeste i mit liv" (p. 60). Han er skandaliseret og kommer aldrig tilbage. Snart efter bliver Susanne gravid, og deres liv er tilbage i den normale gænge.

Afsløringen af Susannes næsten ægteskabelige forhold til den invalide Saubert sker nærmest ved en tilfældighed, da en skolekammerat fortæller Morner, at han tit har set hans kone i den gade, hvor han har kontor. Morner bringer denne uorden ud af sit liv. Han opsøger Saubert og får de nødvendige facts om forholdets historie. Han forbyder hende at se Saubert og hyrer en privatdetektiv for at sikre, at hun overholder aftalen.

Resultatet bliver, at Saubert skyder sig selv og Susanne slår sig på flasken. Susanne rettes dog op igen efter et mindre ophold på en psykiatrisk afdeling, og alt bliver næsten som før.

Kort efter opsøges Morner af "HAM", den anonyme forfølger. Denne "HAM" bruger Morner til at forklare, hvad der skete : "Så kan man lægge i "ham" hvad man vil, en personlighedsspaltning hos mig, en dreven form for ansvarlighedsflugt eller sandheden!" (p.23). ”HAN” dukker op, netop som Morner tror, han har bragt Saubert-affæren ud af verden, og selv om Morner (mindst) er medskyldig i rivalens selvmord, har han fortrængt sit medansvar i en sådan grad, at han med tilsyneladende god samvittighed kan afvise alle anklager fra Susanne. Morner er selv bevidst om, at der foregår en spaltningsproces, men han kan ikke kontrollere eller standse den.

Morner har selv den teori, at "HAN" muligvis kan være den fortrængte og fornægtede tvillingebror. Han ved godt, at det rent fysisk er umuligt, og at broderen er død. Broderen repræsenterer den utilpassethed og det oprør, som Morner aldrig har turdet forestille sig, men alligevel har set op til. Da de var en enæggede tvillinger, har han måske i denne personlighedsspaltning, som han hele tiden konfronteres med, et biologisk tilhørsforhold, som han ikke er sig bevidst, men som på en eller anden måde styrer ham. Måske er broderens ånd i ham selv netop "den gale mand", og så er Edvard Morner jo den rigtige alligevel, som, når alt kommer til alt er uskyldig.

Vanviddet vil ingen ende tage, og Morners ellers så ordentlige verden bryder sammen, da denne "HAN" tyranniserer hele hans verden ved at overfuse forretningsforbindelserne, svine de overordnede til, tage på pigerne og for så til sidst at blotte sig for personalet og kunder i banken. Hermed begynder enden af rapporten, den kaotiske redegørelse for Morners endelige "fald". Tiden fra han beslutter sig til at gå under jorden, og til han anholdes, står uklart for den skrivende Morner.

Morner flytter fra det ene hotel til det andet og skifter ét dæknavn ud med en hastigt vekslende række af ny identiteter. "HAN" tvinger Morner ud i skamløse seksuelle udskejelser, som spalter ham, mellem "en velformuleret nejsigende Morner og et sydende underliv du ikke kunne kontrollere" (p. 166). Morners identitet opløses i forsøget på at finde "ham", og til sidst ender Momer med at springe Absalonstatuen, Pantomimeteatret og domkirken i luften.

Disse voldsomheder er et billede på hans eget undertrykte selv, som han først kan møde, når han er "faldet" for den seksuelle Lulu. Da seksualiteten engang satte ham i forbindelse med det, han kalder noget i mig (min natur?) " (p.35). Han har længe levet et dobbeltliv, afskærmet fra omverden og undertrykt følelser og seksuelle drifter for at opnå status. Det fortrængte sande selv udfolder sig derfor igennem en eksplosiv aggression. Spaltningsmotivet i "Den gale mand" kan altså opfatte spaltningen mellem det liv, "man" lever, og det, som undertrykkes og fortrænges.

Det er ikke kun i Morners private, indre verden, at ordenen fungerer som en spændetrøje for "uønskede" drifter og impulser. Det gælder også for selve samfundsordenen. Morner er skildret som en fuldgyldig repræsentant for et samfund, som kun kan mestre konflikter ved at fortrænge dem.

For Edvard Morner er det normale (og ønskværdige) en mennesketype, der ligger tæt på maskinen. Normalitet er ydre og indre orden. Følelserne er kvalmende, pinlige eller rent ud komiske - de er en distraherende og tidskrævende "omkostning" ved mennesket !

Edvard Morners fortrængning af menneskelig følsomhed, seksualitet og lidenskab er ikke kun en privat affære. Den "Mornerske orden" er et strålende middel til socialt avancement. Han honoreres med penge og magt. Der er en snæver sammenhæng mellem følelsesmæssigt "affald" og social karriere. Morner er fra Panduros side gjort til en næsten tom rammefigur. En figur der handler ud fra de fælles forestillinger om det passende og det ordentlige. Han er gjort til ét med de ydre forventninger, der rettes til en mand af hans slags. Og dér, hvor den sociale identitet hører op og de private følelser skulle begynde, er der tilsyneladende ingenting.

Derved er Morner på én gang gjort til psykologisk afviger og til samfundstype. Han er anderledes, fordi han kun stræber efter en ydre normalitet, og han er typisk, fordi hans forestillinger om det normale er hentet fra det samfund, der omgiver ham.

Edvard Morner ender sin rapport med ordene: "Lykkelig er den skyldige". Brikkerne er faldet på plads, ansvaret fordelt, og af overlægens afsluttende bemærkninger fremgår det, at Edvard Morner "blev indlagt på et statshospital til videre behandling" (p. 180). Det er en ironisk pointe, at også hans fordrejede oprørsforsøg bliver "gemt væk" og "overset". Og at han til slut befinder sig ganske udmærket i institutionens skematiske og ordentlige verden.

Alligevel foregår der en mærkbar udvikling med den ordensplagede Morner, mens han arbejder på rapporten om sit liv. Hans mange distanceringer fra fortidens umenneskelighed giver håb om bod og bedring, og det ser ud til, at han når til større indsigt i det upassende og uordentlige, som også er ham. Hypotesen om en vanvittig, anonym forfølger forekommer ham stadig mere spinkel, som rapporten skrider frem; han finder den gamle Morner naiv og umenneskelig. I forfølgelsen af "HAM” er Morner er lige ved at nå "HAM", men må flygte inden denne sprænger domkirken i luften. Morner mener, at han så "HANS" ansigt, og at han "genkendte (p. 179). Dette kan tolkes som at han er kommet "på rette vej".

Konklusion.

Laing omtaler dét at engagerer sig, som en handling, hvor man først mister sig selv for senere at blive "sig selv" gennem en sådan handling.[6]

Fælles for tossetriologien er, at ingen af hovedpersonerne tør engagere sig fuldt ud i deres liv. Martin Fern mangler engagement hos sig selv, men også hos omverdenen, hvilket resulterer i at han går amok og gør oprør mod omgangskredsen efterfulgt af sammenbrud og hukommelsestab. Hukommelsestabet opfattes af omverden som et snedigt forsøg på at løbe fra sin rolle. Den rolle som omverden har givet ham og som han helst vil af med. Her virker spaltningen som en slags forsvarsmekanisme, en fortrængning fra den ydre omverden.

Marius Berg bruger sygdommen som en flugt, heri ligger hans engagement (p. 155).Han er bange for omverden, da al kontakt med denne vil betyde at han mister sin identitet. Strategien som han her benytter er den mest almindelige, da han totalt isolerer sig i sit tårn.

Hos Morner er engagementet totalt ofret til den ydre omverden. Han invester intet i følelseslivet og derfor må hustruen søge at dække hendes ømhedsbehov et andet steds. Han fornægter de kropslige sider hos sig selv, hvilket indebærer en forkastelse af et spontant forhold til andre mennesker. For Morner får det manglende engagement alvorlige følger, da han senere går i opløsning og hele hans "orden" bryder ud i kaos. Til sidst føler han sig forfulgt af selve virkeligheden og bliver dermed spattet for anden gang jf. Laings galskabsstrategier.

Thomas i "De uanstændige" prøver med oprøret mod klippevægtsansigtet, at engagere sig og løsrive sig. Men alligevel tør han ikke fuldføre dette og resultatet bliver at han i 30 år lever i en slags todelt verden, der er så tydeligt adskilt at livet synes uden mening. Denne erkendelse når han dog først frem til i "Amatørerne", hvor han uden tøven genoptager det afbrudte forhold til den ikke helt komplicerede Topsy, med det for følge at de begge bliver dræbt.

Panduro skildrer i romanerne mennesker der har svært ved at finde sig tilrette med sig selv og omgivelserne. For nogle af disse personer ender de i denne fortvivlelse eller de forbliver spaltede som fx. Marius i "Fejltagelsen", der pga. frembrydende død og destruktion forbliver i rollerne, der virker som et værn mod den forvirrende og angstfyldte verden, han lever i.

Andre hvis indre spændinger er stærkere, som Fem og Edvard Morner, når gennem kaos og opløsning til en tilstand, hvor et oprindeligt samhørighedsforhold mellem jeg'et og verden reetableres. Det vil med andre ord sige, at personerne går mod bedre tider idet de erkender de "fejl" de har begået undervejs.

Panduros pointe er at de personer, der lever på overlevede værdier på forhånd er tabere. Når de satser på det, gør de det udelukkende af frygt for det frembrydende nye, som truer deres svage, splittede jeg. De ved, at det, de klamrer sig til, blot er en illusion og at deres fastholdelse ved denne giver grobund for de mange skikkelser de antager, skikkelser som de selv kun ser som roller. I Laing sprog kan man sige at disse roller er tegn på det falske selv og at personerne ved denne eftergivenhed pådrager sig flere og flere skikkelser.

Det har været en vanskelig opgave at anvende Laings teorier direkte på de fem udvalgte romaner. Laings strategier ses nok tydeligst i "Den gale mand", som også af mange regnes for den mest gennemførte roman. Dog mangler denne måske noget af den dynamik der er at finde i eksempelvis "De uanstændige" og ”Fejltagelsen", sidstnævnte omtales selv af Panduro som: "den mine bøger med størst muligheder, der lykkedes mindst”[7]

Panduro prøver med de mange spaltede personer, at skildre deres identitetsproblemer og til tider mislykkede forsøg på at finde frem til dem selv. Denne problematik er ikke nok for Panduro han ønsker med spaltninger at give et billede af de samfund der omgiver de involverede personer. Således bliver der sammenhæng mellem personernes identitetsproblemer og samfund.

Noter:

[1] Hesselaa, Birgitte: Leif Panduro, side 125

[2] Med begrebet skizoide mener Laing en forholdsvis lettere spaltning. Først når der er tale om tab af realitetssans og personligheds opløsning. er der tale om skizofreni.

[3] ontologi handler om væren

[4] Svendsen, Hanne Marie: Romanens veje

[5] Hesselaa, Birgitte : Leif Pandruo

[6] Leide, Folmer: Galskabens strategier

[7] Svendsen, Hanne Marie : Romanens veje