Leif Paduro
![](../images/Leif_Panduro.jpg)
Billedet
er venligst udlånt af Gyldendal
Leif
Panduro (1923-77) var uddannet tandlæge, før han blev
landskendt som humorist. Bedst kendt er han nok med romanerne:
"Rend mig i tradi- tionerne" og "De
uanstændig". Panduro fik et væld af priser, og da han døde i
1977 var der nærmest landsorg. Denne
side er tilegnet hans minde Læs
mere om Leif Panduro her >>>. Indhold Analyse
af: De
uanstændige Amatørerne Fern
fra Danmark Fejltagelsen Den
gale mand
|
Disse
sider er en hyldest til en stor dansk forfatter, som jeg mener er ved at gå i
glemmebogen.
Første
gang jeg stiftede bekendtskab med Leif Panduro, var, da vi i gymnasiet læste Rend mig i traditionerne, en roman, jeg dengang fandt spændende,
morsom og genial.
Senere har jeg flere gange vendt tilbage til denne roman, da der var et
eller andet ved den, der fængede.
Derefter begyndte jeg på egen hånd at læse mere af forfatteren.
Det blev til et møde med "den panduroske galskab" i form af de
mange skikkelser, der optræder i hans romaner, skikkelser der på en eller
anden måde alle er ramt af denne galskab, hver på sin facon.
Normalitetsbegrebet, den sunde fornuft, har taget sin afsked hos Panduro,
som sætter dobbelte advarselskilte op ved stakittet omkring den pæne,
respektable borgerlighed, der har til huse i store villaer, der glor med
forfinede blikke på omverdenen gennem spejlende vinduesruder.
Herunder
har jeg gengivet dele af min eksamensopgave i liniefaget dansk. Det er i orden
at bruge materialet bare du husker kilden!
Med
venlig hilsen
René
Henriksen
Problemformulering.
Panduros
romaner handler om mennesker, der har svært ved at finde sig til rette med sig
selv og omgivelserne. De søger helhed og sammenhæng, som de hverken finder i sig
selv eller i tiden. Disse mennesker
er spaltede - et hovedmotiv i de fleste af Leif Panduros romaner.
Jeg vil med denne opgave undersøge, hvorledes dette kommer til udtryk,
og hvordan vi som læsere skal opfatte disse spaltede personer.
Problemafgrænsning.
Jeg
har valgt at begrænse denne opgave til en undersøgelse af spaltningsmotivet i
følgende romaner: "De uanstændige" (1960), "Amatørerne"
(1972), "Fem fra Danmark"(1963), "Fejltagelsen"(1964) og
"Den gale mand"(1965). Rækkefølgen
er den i opgaven foreliggende.
Metodevalg.
Jeg
har valgt R.D. Laings "galskabens strategier" til at belyse
spaltningsmotivet i de fem ovennævnte romaner.
Jeg har foretaget dette valg, fordi der ofte er blevet sat lighedstegn
mellem Laings teorier og personskildringerne i Leif Panduros romaner.
Der er ikke tale om nogen direkte Laingpåvirkning i Panduros
forfatterskab før efter 1969, da der først på dette tidspunkt forelå danske
oversættelser af Laings hovedværker.
Jeg vil i det følgende afsnit opridse de vigtigste dimensioner i Laings
"galskabens strategier".
Introduktion
til R.D. Laings "galskabens strategier".
Syn
på sundhed, normalitet og galskab.
Ethvert
samfund har sine afvigere, dvs. personer, der op gennem historien er blev mødt
med sanktioner i form af umyndiggørelse, udelukkelse, straf eller behandling.
Disse mennesker er blevet stemplet gale, fordi de har udvist forskellige
former for afvigende adfærd.
Sundhed
betyder for Laing at være
hel, autentisk og i færd med at realisere så mange af sine muligheder i
forhold til sit eget udviklingstrin og den foreliggende livssituation.
Han mener, at det er de færreste mennesker, der er sunde.
Iflg. Laing er spædbarnet
fundamentalt sundt og levende - en tilstand, der ikke varer ved !
Normalitet
er for Laing et udtryk for
det gennemsnitlige menneske, der har fraspaltet forskellige sider af sig selv,
for at kunne tilpasse sig sin familie og sin omverden.
Dette begrunder han i, at et spædbarn, der igennem en længere periode
har været udsat for vold frem for kærlighed, bliver tilpasset en gal verden,
og det bliver dermed en halv vanvittig skabning.
Den
form for galskab, Laing er optaget af,
finder vi hos det spaltede menneske. Fig.
1 herunder viser, at der mellem normaliteten og galskaben er en ubrudt sammenhæng,
hvilket indebærer, at der ikke er nogen afgrund mellem normale tilstande og
galskaben.
NORMALE
SKIZOIDE
SKIZOFRENE
t
i l s t a n d s f o r m e r
Fig.
I : Sammenhæng mellem normalitet og galskab.
Foruden
sundhed, normalitet og galskab er strategier
et nøgleord i Laings psykologi og psykiatri.
Med "galskabens strategier" menes der den dynamik, der fører
den enkelte person hen imod de afvigende skizoide eller skizofrene handlinger og
oplevelsesmåder. Strategierne er
ofte ubevidste, og de tager deres udgangspunkt i det enkelte individs eget selv,
eller de udgår fra personer i den pågældende familie.
Laing
anskuer menneskets væren-i-verden som en helhed af psyke, krop og verden.
Den måde at opfatte mennesket på placere ham under den
eksistentialistiske psykologi. Laing
opdeler denne grundlæggende måde at være-i-verden på i to hovedområder.
Et menneske kan være ontologisk
trygt, eller det kan være ontologisk utrygt.
Ontologisk
tryghed.
Den
ontologiske trygge oplever sin væren-i-verden som virkelig, levende og hel. Denne person er under normale omstændigheder adskilt fra
resten af verden således, at der ikke er tvivl om personens identitet og selvstændighed.
Den ontologiske trygge føler sig også hjemme i sin krop og oplever den
som lavet af et materiale, der er ægte, godt og værdifuldt.
Laings begreb om psykisk sundhed er indeholdt i denne beskrivelse.
Ontologisk
utryghed.
Denne
person er den ontologisk trygges modsætning.
Personen føler sig generelt mere uvirkelig
end virkelig, bogstaveligt talt
mere død end levende og usikkert adskilt fra resten af verden, således at hans
identitet og selvstændighed altid er tvivlsom.
Han føler sig delvist adskilt fra sin krop.
Til
denne måde at være-i-verden på hører tre angstformer.
Den første angstform kalder Laing for opslugningsangsten, da den ontologisk utrygge er bange for at blive
opslugt af andre. Ethvert forhold
til et andet menneske er i sig selv en fare for tab af identitet.
Derfor er den mest almindelige strategi, som tages i brug for at bevare
identiteten, isolation i ensomhed.
Den
anden angstforrn kalder Laing for implosionsangst,
hvor det kan virke, som om selve virkeligheden trænger ind i selvet.
Nært
forbundet med de to ovennævnte angstformer er den tredje, som Laing betegner som forsteningsangst. Den
ontologisk utrygge trænger til konstant bekræftelse fra andre i sin egen
eksistens som person. Samtidig er
han bange for at blive forstenet af andre, dvs. at blive reduceret til en ting
uden sin egen væren-i-verden.
Forhold
til selvet.
Til
den ontologisk tryghed hører et inkarneret selv, dvs. et legemliggjort forhold
til selvet. Den inkarnerede selv
har en følelse af at være af kød, blod og knogler.
Den inkarnerede selv har en følelse af sin egen tidsmæssige kontinuitet
i samme grad, som han føler sig "i" sin krop.
Derimod
hører der til den ontologisk utryghed et uinkarneret selv, dvs. et
ulegemliggjort forhold til selvet. Dette
kommer til udtryk ved at mennesket opfatter sig som splittet mellem selvet og
kroppen.
I
stedet for at blive oplevet som kernen i individets eksistens, føles kroppen
snarere som et objekt blandt andre objekter i verden.
Det uinkarnerede selv engagerer sig aldrig direkte i noget, og bliver
derved tilskuer til, hvad kroppen foretager sig.
Det uinkarnerede selvs strukturering af virkeligheden er uholdbar.
De før omtalte angstformer bliver forstærket, og grafisk kan
spaltningen mellem selvet og kroppen se således ud :
I
stedet for :
selv/krop <=> andre
er
situationen for den ontologisk utrygge med et uinkarneret selv:
selv
<=> krop/andre
hvor
selvet befinder sig på den ene side og andre mennesker samt personens egen krop
på den anden side. Personens fornægtelse
af de kropslige sider hos sig selv, indebærer en forkastelse af et spontant
forhold til andre mennesker i verden. Laing
mener, at en ny spaltning foruden spaltningen mellem selvet og kroppen må
foretages. Således at vi nu får:
selv Û
krop/andre
|
![](../images/Leif_p1.gif)
|
indre sande selv |
falsk
selv |
![](../images/Leif_p5.gif) ![](../images/Leif_p8.gif) ![](../images/Leif_p9.gif) |
falsk
selv 1
angst |
falsk
selv 2
had |
falsk selv 3
selv-bevidsthed |
Fig.
2: Ny spaltning af selvet.
Den
første spaltning afskar kroppen fra selvet, hvorved sjælen kom til at stå
alene. Den
forstærkede angst fra de tre angstformer gør det nødvendigt for individet at
spalte det reducerede selv i et indre sandt selv og i et falsk selv.
Derved kan det indre sande selv søge at opnå et forhold til sig selv,
som er åbent, oprigtigt og ærligt.
Det falske selv bliver så den del af selvet, som sørger for selvets
kommunikation med andre.
Denne kommunikation med omverdenen er karakteriseret ved eftergivenhedsangst,
konformitet og selv-bevidsthed.
Eftergivenhed
skal forstås på den måde, at personen bliver "god" og sjældent har
nogen anden opfattelse end andres.
Det falske selv antager flere og flere karakteristika fra de personer,
som tilpasningen baserer sig på, og denne tilpasning fører på den måde
individet længere ind i konformiteten.
Ved siden af angsten er hadet et element i det falske selv.
Men da hadet ligger under angsten, udelukker dette muligheden for at
hadet bryder frem, førend individet kommer i en psykotisk tilstand.
Det sidste punkt i karakteristikken af det uinkarnerede selv er, at det
er selv-bevidst.
Med dette menes der, at det uinkarnerede selv er sig selv bevidst.
Endvidere er det sig bevidst som objekt for andres iagttagelse.
Denne bevidsthed er så kraftig, at det skizoide individ antager en
tvangsmæssig karakter.
Det
uinkarnerede selv har behov for at være objekt i andres verden, da dets egen
verden er uvirkelig.
Men på den anden side er dét at være synlig lig med at være udsat for
konstant fare.
"De
uanstændige" er Leif Panduros første roman i tredje person, hvor
synsvinklen er den subjektive, der stort set ligger hos hovedpersonen Thomas.
Dette ses bl.a. i begyndelsen af romanen, hvor forældrene ses i frøperspektiv
fra det undergivne enebarns situation.
Thomas
er 17 år, da handlingen tager fart. Han
er vokset op i en velordnet og meget borgerlig familie.
Faren har netop slidt sig frem til en direktørstilling og en ny villa i
det pæne Charlottenlund. Tidspunktet
er foråret 1939, og nazismen er ved at brede sig i Europa, hvilket kun bemærkes
svagt i Thomas' hjem. Thomas møder
børnene fra nabohuset, tvillingerne Topsy og Mick. Mødet med denne meget anderledes nabofamilie far
konsekvenser for Thomas, der herved langsomt erkender at troen på hjemmets
normer ikke er de eneste endegyldige, der findes.
Dette bliver begyndelsen til Thomas' frigørelsesproces fra familien og
kommende selvetablering.
De
problemer, der opstår i forbindelse med denne frigørelsesproces, får en brat
afbrydelse i form af krigen. Mick får
Thomas med i en militær ventegruppe, og på denne måde udsættes Thomas’
problemer med at finde sig selv. For
Thomas bliver denne tid den lykkeligste i hans liv, men krigen varer ikke ved,
og da denne slutter må Thomas træffe sit valg.
Han vælger at vende tilbage til det gamle liv og dermed familien.
To
familier.
Romanen
bygges op omkring de to meget forskellige familier.
Hos nabofamilien Thamms optræder en personlighedsstruktur, der er væsentlig
anderledes end hos Thomas' familie. Hvor
man med Thomas' familie kan sige, at den er struktureret efter en samfundsmæssig
struktur, er det grundlæggende træk ved familien Thamms, at tilværelsen
struktureres udfra en fuldkommen accept af lysten.
Dette er specielt fremstillet i beskrivelsen af tvillingerne, der lever
en rig tilværelse, både sjæleligt og økonomisk, de er rene naturbørn, og
Thomas føler sig tiltrukket af dem begge, men det kniber for ham at nærme sig
Topsy seksuelt.
Thomas
er splittet i valget mellem disse familier og deres levemåde.
Mødet med familien Thamms opfordrer Thomas til oprør mod de normer og
autoriteter, der omgiver ham. Oprøret
forløber i tre etaper: 1) oprøret mod guleroden. 2) oprøret mod forældretolkningen
af farens afsløring af forholdet Thomas/Topsy. 3) oprøret mod tingene.
Fælles for de tre episoder er deres resultatløshed i forhold til
realisering af selvet.
Oprøret
mod guleroden er et dobbeltoprør. Dels
et oprør mod faderen, dels et oprør mod moderens sundhedsdyrkelse.
Det
andet oprør går mere direkte på selvudfoldelsen.
Thomas ønsker at ændre forældrenes tolkning af faderens afsløring af
episoden ved sommerhuset. Men
opgaven synes umulig, da forældrene opfatter seksualitet som noget svineri og
ikke som noget uskyldigt.
Det
tredje oprørsforsøg, der finder sted i forældrenes fravær, har karakter af
tvangshandling. Det afbrudte
uskyldige seksualspil ved sommerhuset forsøges optaget denne gang med pigen i
huset. "Det ville være en
udvej, tænkte han, en måde at bringe tingene i balance.
Bare at gøre det, uden skyldfølelse, og uden forelskelse.
Desuden ville hun jo gerne." (p. 92).
Den erotiske selvudfoldelse vender tilbage, men har mistet sin uskyld og
er blevet til det forældrene anså som værende svineri.
Affæren
med pigen i huset er med Laings ord et forsøg fra det inkarnerede selv på at
demonstrere sin potens og dermed hævdelse af kroppen.
Forsøget mislykkedes imidlertid, og oprøret ændrer karakter til at
omfatte familiens ejendomme, dermed destruktion af familiens møbler.
Topsy
og Mick.
Episoden
med pigen i huset ender med, at pigen løber ind og får fat i Topsy, da Thomas
agter at brænde huset af Hun far afværget handlingen, og de indleder et
forhold, nu har han nemlig frigjort sig fra "klippevægsansigtet" og
mangler kun at stå på egne ben.
Thomas
er tydeligvis fortvivlet over forholdet på flere fronter.
Dels er han jaloux på Claus, der fortsætter med at besøge Topsy, men
også fordi han ikke kan blive klart med sig om hvem det er han er forelsket i
er det Topsy eller Mick, eller kan han ikke fa den ene, uden at fa det anden ?
Topsy konstaterer : "Det er sjovt, du somme tider siger Mick til
mig..." (p. 103). Igen er han
i konflikt med sig selv, fordi hans drift og længsel retter sig mod både Mick
og Topsy. Hvem skal han vælge ?
For måske er han forelsket i dem begge. Iscenesættelsen
af denne problematik er imidlertid problematisk, for det kan være svært at afgøre,
hvorvidt Thomas-Topsy-Mick udgør en trekant eller en tokant.
Er det overhovedet tænkelig med kombinationen Thomas-Mick, indenfor
bogen regi? Måske ikke, da selv om bogen i 1960 hvor den blev udgivet, var
meget frisindet, tror jeg ikke Panduro ville have fundet samfundsmæssig belæg
for denne kombination, selvom muligheden i dag naturligvis ville have været
der.
Thomas
er, i modsætning til Topsy ikke fri af sin kærlighed, men forhindret i at
orientere sig mod mere end én person i sin evne til at føle kærlighed.
For ham ændres forholdet fra at være en erotisk, selvudfoldelse til at
dreje sig om erotisk fastholdelse : "Han ville eje hende, både hendes krop
og hendes følelser" (p. I
17). For den frustrerede Thomas er
kærligheden noget, man må fastholde og spare på. Ægteskabet skal sikre ham,
at kærligheden bliver varig, derfor denne besættelse. I denne periode er Thomas syg af jalousi overfor alle, der
kan skille ham fra Topsy. Dette
gennemskues af Topsy med ordene : "Det var måske det bedste for dig at være
forelsket i en voksmannequin. Du
kunne have hende i et aflåst skab, sådan een med et evigt idiotisk grin, så
kunne du tage hende frem, når du havde brug for det... "(p. 122)
Krigen.
Første
del af romanen handler om den ensomme Thomas og hans to verdener. I anden del af romanen er dette perspektiv udvidet til også
at omhandle krigen og dermed modstandsgruppen.
Thomas' problemer forsvinder i og med at rammerne for individualiseringen
ophæves. Nu drejer kampen sig ikke
længere om de forstenede autoriteter, men en stor fjende (p. 128).
Om modstandsgruppen hedder det: "Gruppen smeltede sammen.
De indbyrdes gnidninger forsvandt sammen med individualiteten.
De enkelte karaktertræk udviskes og blev til gruppens karaktertræk.
Gruppen havde et ansigt, en holdning." (p. 128)
Da
Thomas' fjendebillede ændres til værnemagten, slipper han samtidig for at
stikke sine hænder ned i sit eget ubevidste og dermed at finde sin indre
fjende. Udsættelsen af dette
selvudfoldelsesprojekt varer for Thomas desværre ikke ved.
Da krigen ender, vender ondskaben nemlig tilbage, da lov og orden indsættes.
For
Mick betyder krigen noget specielt. Han
bliver symbolet på ungdommens oprør, uden noget klart motiv.
Da krigen er slut diskuterer Mick og Thomas fremtiden.
Mick får midt i al rodet fortalt Thomas, at han og Topsy vil rejse bort
sammen, da de hører sammen emotionelt. Da
Thomas hører dette bliver han fortvivlet, han ønsker ud fra en moral at gifte
sig med Topsy. Da han så senere
ved et vådeskud dræber Mick er det, lige som valget er truffet.
Fremtiden er begyndt for ham, dilemmaet er borte.
Sammenfatning.
Thomas
kan vælge mellem et værdimønster, der er i opløsning eller total overgivelse
til det underlige tvillingepar, der repræsenterer den forskelsløse enhed.
Første valgmulighed fører til isolation og udsathed, mens den anden
mulighed fører til udslettelse af selvet.
Thomas vælger som bekendt den første udgave, da han dræber Mick. Dermed afbrydes drømmen om det grænseløse, og hans liv
bliver fremover splittet og uden retning. Men
måske kan Thomas slet ikke vælge frit, da han til alle tider har været
underlagt klippevægsansigtets normer og tvang.
Da denne bliver ophævet bliver han bange og vælger den fædrene norm.
Med Laings termologi kan man sige, at han er så usikker på sin egen
identitet, at han nærmest vælger at blive "opslugt" af de gamle værdier.
Når
Thomas betegner årene under krigen som de mest lykkelige i hans liv, skal dette
ses i lyset af, at han kun er til i
de ekstremt pointerede livssituationer, hvilket skyldes hans stærke trang til
at bryde de vanlige rollemønstre, som livet for ham er stivnet i, hvilket jo
desværre ikke lykkedes.
Analyse
af spaltningsmotivet i "Amatørerne".
Denne
roman, der er efterfølgeren til "De uanstændige", er nok en af
Panduros bredeste romaner med et stort persongalleri og et overraskende fortællerskift
til slut fra en skjult 3.personsfortæller til dagbogsskriveren Andreas Merlin.
Thomas
er nu nær de halvtreds, og har en kortere tid efter sin cand.polyt.-eksamen været
gift, men han har i øvrigt gennem de mange år boet alene i forældrenes store
villa. Han lever i et fast forhold
til sin kvindelige assistent i ingeniørfirmaet, hvor han er ansat.
Dette forhold holdes indenfor sådanne rammer, at det ikke berører hans
hjemmeverden. I det hele taget lægger
han overordentlig vægt på at holde sine verdener adskilt.
Han
interesserer sig meget for detaljer både på arbejdet og i fritiden, hvor det
kommer til udtryk ved fotografering af folk på afstand.
Ellers holdes disse sfærer skarpt adskilt fra hinanden.
Pludselige en dag sker der noget, Thomas' søn David dukker op, og
Thomas' tilbyder ham straks husly. Mødet
med denne fortabte søn vækker noget i Thomas, noget fra barndommen.
Senere møder han tvillingemes mor.
Dette møde rammer Thomas så hårdt, at han far et hjertetilfælde. Kontakten til Topsy, der nu bor i Paris, er sluttet.
Samtidigt sker der store ændringer på Thomas' arbejdsplads, der rammes
af spionage og senere fyres Thomas og en af grundlæggerne, mens en anden grundlægger
begår selvmord. Thomas bliver nu
fristillet og opdager derved, at han totalt har mistet interessen for sit
arbejde og for sit parforhold. Han
beslutter på opfordring at tage på rekreationsferie til Paris.
Her møder han Topsy og barndommens kærlighed bluser op.
Parrets højdepunkt kulminerer, da Topsys mand arrangere en bilulykke,
hvor Topys og Thomas begge omkommer.
Opsplittelse
i hverdagen.
Thomas
er ikke blevet en kopi af forældrene, men han er blevet mærket.
Oprøret er kølet ned, og Thomas er blevet en mere passiv og hjælpeløs
figur. Splittelsen mellem ungdommes
to verdener er forbi. Thomas har
trukket sig ud af spillet. Han
lever i en opsplitning af sin tilværelse ved dyrkelsen af detaljen og
adskillelsen af verdenerne. Dette må
opfattes som en forsvarsforanstaltning, for' på to fronter har han erfaret,
hvad det medfører at søge helheden. Dette
skal ses som en konsekvens af hans unge oprør mod faderens strenge normer.
Ved
at dræbe Mick skulle man tro, at han for evigt havde tilintetgjort sine egne
muligheder; men nu, da hans liv er ved at være forbi, kommer det umulige atter
til ham. Denne gang som en blid
hjemsøgelse, der med ét bliver hans accept af den død, der naturligt venter
ham.
Mick
dukker op igen, denne gang i skikkelse af Thomas' egen søn, og Thomas forenes
med Topsy.
Thomas
og David.
Thomas
forelsker sig i sin egen søn. Han
er det, Thomas har gået og jagtet med sit kamera.
Han er en fuldendt detalje og besidder en udpræget erotisk udstråling.
I det hele taget er Davids holdning og væsen præget af noget åbent og
uskyldigt. Han har evnen til at
fremkalde kaotiske følelser og aktivere selvødelæggende drifter hos
omgivelserne, hvilket jo også var tilfældet med tvillingerne.
Han drømmer om at bruge denne evne til at destruere samfundet.
En destruktion, der begrundes i et krav om meningsfylde.
David
repræsenterer en forbindelseslinie til ungdommens mulighed, en side Thomas næsten
havde glemt. Forholdet til David fører
ham tilbage til Mick-og-Topsy-perioden i hans eget liv.
Dermed
bliver mødet med David begyndelsen til Thomas' sene gennembrud og genforening
med Topsy.
Gamle
og nye hjertesygdomme.
Det
er imidlertid ikke David, der fører til mødet med Topsy, men tvillingernes mor
Edith. Det er først efter mødet
med hende, at han bliver sig bevidst om at livet, som han har levet i mange år,
er uden synderlig værdi for ham. I
forbindelse med mødet med Edith møder Thomas hendes nye mand Bruun.
Denne Bruun er nok det tætteste, man kommer en person, der så indædt
dyrker sin egen krop. Han oplever
sig underlagt de farer, der truer hans legeme.
Han er virkelig dét, Laing forstår', ved det inkarnerede selv.
Hans eksistens er ikke spattet mellem en sjæl og et legeme, men dette
skal,' ikke ses som en sikring mod følelsen af håbløshed eller meningsløshed.
Bruun må finde en identitet udenfor kroppen, hvilket han har meget svært
ved, da han opbygger et forhold til andre mennesker på grundlag af oplevelsen
af sit legeme. Misforholdet mellem
den svækkede Thomas og den svulmende Bruun, bliver Thomas for meget.
Han kollapser simpelthen. Resten
af Thomas' liv bliver betinget af dette møde med Edith, men samtidigt
reflekterer han ikke over den følelsesmæssige sammenhæng.
Det er, som om han er styret af en usynlig nødvendighed, når han gør
rent bord, tager afsked med kontoret, ordner sit testamente til fordel for David
og gør sig klar til at rejse. Det
er først i lufthavnen, at det går op for ham, at destinationen har været ham
klar, "at han i grunden længe havde vidst, det var Paris han ville til Han
havde en god fornemmelse af, at han var på rette vej.
"(p. 142)
Genforening
med Topsy.
Med
genforeningen af Thomas og Topsy, bliver det for Thomas den trofaste elskers
sene forening med Topsy, som samtidig bliver slutpunktet i hans liv.
Forholdet mellem de to barndoms kærester udvikler sig som efter en indre
nødvendighed. Selv om forholdet
synes at være uligevægtig, da Thomas har ventet i 30 år, og Topsys utallige kærlighedsforhold
kun varer i 14 dage, er de dog mere jævnbyrdige, da hun faktisk har brug for
ham, hun elsker ham :"Som man elsker sin ungdom, ikke ?" (p.212) og
dermed er den ubundne fortiden inddraget. Deres
død kan, uden besvær læses som en lykkelig afslutning både på romanen og på
deres liv.
Da
Thomas bliver stillet overfor døden, den store grænseudsletter, er han omsider
parat til at udfolde sig og bruge de fra barndommen standsede muligheder, således
at livet udfoldes i dybere forstand naturligt.
Andreas
Merlin.
Merlins
opslidende forhold til Topsy minder på mange måder om den unge Thomas' kvaler
med tvillingernes urimelige uskyld. Han
ønsker ligesom den unge Thomas at eje hende.
Andreas Merlin er på én gang taber og vinder i romanens psykologiske mønster.
Han ender som en sørgende ægtemand i bevidstheden om, at både han og
Topsy har fået fred, men samtidig er han fortvivlet over aldrig at får af
vide, om hun ville forlade ham. Det
gjaldt kun om at overleve "Det var hende eller mig!" (p.232).
Sammenfatning
Thomas
var med sin dyrkelse af detaljen og adskillelsen af sine verdener i mange år
amatør. Årsagen kender vi, han blev det, fordi han måtte værge sig mod det,
han havde kaldt frem i sin ungdom, at ville alt.
Han kom derved til at leve isoleret og afstumpet uden egentlig væren-i-livet.
Panduro er med "Amatørerne" betydelig mere samfundskritisk end
tilfældet var det i "De uanstændige". I "Amatørerne" er
splittelsen mellem samfundsmagtens verden og hovedpersonernes private verden, nu
blevet så stor, at det ikke længere er umagen værd at prøve at forene dem.
Der går en dyb skillelinie mellem magthaverne og hovedpersonerne i
romanen, hvilket tydeligst ses, da Thomas endelig oplever en sen, lykkelig
forelskelse, imens firmaet og det sociale system bryder sammen!
I
denne roman benytter Panduro en nutidens jeg-fortæller, der prøver at finde ud
af hvem denne Martin Fem i grunden er.
Den
fortællende hovedpersonen "vågner op" efter en lang
black-out-periode. Han har totalt
mistet hukommelsen om sit tidligere liv. Martin
Fern er henvist til andre for at fa rede på sin fortid.
Konen, vennen, søsteren, elskerinden osv. fungerer som en slags
fortidens vidner i jagten på at finde sandheden bag Martin Fern.
Alle de personer, der kender ham væmmes ved ham.
I grunden er der slet ingen, der kan lide ham.
Hans fortid er ikke misundelsesværdig.
Rollen
som "Martin Fern".
Rollen
som Martin Fern består af alt, hvad andre mener om ham og forventer af ham.
Fern er blevet ”opslugt" af de mennesker, der omgiver ham og har
mistet sin identitet. Dette kan
variere lidt, men det er altid noget ubehageligt, noget umuligt:
"En
mur. En middelaldermur med skydetårne.
En gang rejst aldrig betvivlet. Alle
kender denne Martin Fern. Den
eneste der ikke kender ham er mig. Men
jeg skal tage ham på mig. Det vil
sige afskrive ham. Tage mig hans
umulighed på og opdage det umulige ved at være ham.
Jeg har ikke noget imod ham. Men
jeg kan ikke lide hans rolle. "
(p. 117)
Med
hukommelsestabet far Martin Fern en mulighed for at blive fri af denne karakter,
som andre har dannet for ham. Han
distancerer fra rollen ved hjælp af sproget bl.a. ved at kalde sig selv for
"Martin Fern" eller "ham", "denne kedsommelige Martin
Fern" eller blot "denne Martin Fern" , men derimod ikke for
"jeg". Man kan sige, at
hans sygdom først og fremmest fremtræder, som et savn hos andre.
De har brug for Martin Ferns hukommelse Martin Fern er spattet mellem
selvet og omverden(andre). Han
befinder sig i den paradoksale situation, at det er umuligt for ham at blive
"normal". Han har kun to
afvigerroller at vælge imellem. Enten
er han unormal, fordi han er syg (hukommelsestab) eller så genvinder han
hukommelsen og vender tilbage til en identitet, som tydeligvis opfattes som sær,
pinlig og umoralsk.
Hvad
fejler Martin Fern?
Fem
pines af den "totale mangel på lidenskab" (p. 146), han møder hos
omgivelserne og hos sig selv. "Den
evige småpirring" gør ham desperat, får ham til at drikke og gå amok,
og det ender med et skandaleopgør med omgangskredsen efterfulgt af sammenbrud
og hukommelsestab. Konflikten i "Fern fra Danmark" er med andre ord en
konflikt mellem det skarpt, definerede og snævert afgrænsede jeg, han skal
være, og det usikre, rådvilde og forvirrede jeg, der til syvende og sidst er
hans.
Det
tomme menneske, som konen møder, da hun af terapeutiske grunde kommer og går i
seng med ham, skyldes en fortrængning eller spaltning.
Fern får af vide fra alle sider, at han er psykisk syg, hvilket han
naturligvis også er, for det er ikke normalt
at have hukommelsestab, og slet ikke så længe som han.
Men han vil ikke erkende, at han er syg, og sygdomserkendelsen er nødvendig
før en helbredelse kan begynde. Ferns
sygdom anbringer ham i en usædvanlig situation.
Han har en sygdom, som ikke generer ham selv, men derimod omgivelserne.
Den
syge Fern søger til sidst forklaringen i barndomshjemmet, men finder den ikke.
Her finder han søsteren, der har sine egne motiver til de massive
anklager mod ham. Martin Fern har
alle dage været en uartig dreng, der altid gjorde "det forkerte",
mens hans artige og af forældrene højt elskede bror altid gjorde "det
rigtige". Modsætningen går
igen i en direkte seksuel udformning, idet Martins uartighed består i tilløb
til incestforhold til søsteren. Faderen
overrasker ham, mens Martin belurer hende, og afklapser ham.
Denne vrede skyldes måske, at faren selv ønsker at kigge.
Også
den gamle Fem er spaltet : "Den ene side er venlig, imødekommende, tom.
Den anden er hadefuld, huskende". (p. 152) Deres næser har den
sammen karakteristiske drejning, blot er farens spejlvendt i forhold til sønnens,
og dermed er deres spaltethed også spejlvendt.
Den del af sønnen, som er tom, er, som vi ved, den "raske" og
den del, der skulle huskes, den syge; men hos faderen er det omvendt.
Hans
sygdom bliver kun tydelig i forholdet til den gamle verden, der er en slags
"social sygdom", et misforhold mellem ham og hans omverden.
Jo
tættere rollen som Martin Fem rykker ham ind på livet, jo sværere bliver det
at opretholde overskuddet og distancen. Til
sidst kan han ikke holde det på afstand, og han "bliver til Martin Fern"
og falder tilbage i de gamle spor: drikkeriet, hysterier og den voldsomme
desperation.
Da
Fern på sanatoriet badede med sygeplejersken i skovsøens brune jordsmagende
vand, søgte han tilbage til noget førmenneskeligt.
Senere da han i slutningen af romanen bader ved sommerhuset er det ikke
den samme smag, han far i munden. Denne
gang er det koldt og saltet, han synes at være nær en menneskelig genfødsel,
dette er ment i Laing termologi som en vej ud af sygdommen - en erkendelse.
Senere
da han sidder med hustruen i skumringen ved sommerhuset, indrømmer han overfor
hende, at han vel er nødt til at være Martin Fern. Man kan som læser spørge,
om dette også indebærer, at han accepterer et forsat forhold til hende.
Sammenfatning.
I
"Fern fra Danmark" ligger Panduros interesse ikke i en enkeltpersons
fejludvikling, men derimod i sammenstødet mellem den "frie" Fern og
hans normbundne omverden. Da Fern får
hukommelsestab bliver han "fri" og begynder at bryde normerne omkring
ham.
Det
er en af romanens pointer, at den "syge" Fern må opleves som mere
rask end dem, der prøver at føre ham tilbage til det normale liv. En pointe der kan deles med Laings angreb på den almindelige
psykiatri, da han går imod de almindelige psykiatere i måden han opfatter
patienterne på. Han forsøger i
"Det spaltede selv" at forstå den skizoide og skizofrene som en
person og ikke som en ting. Laing
mener, at det er i form af en patients nuværende eksistens, at man skal forstå
hans fortid og ikke omvendt. Panduro
delte denne holdning og var faktisk "antipsykiater" længe før denne
kom til Danmark!
En
anden pointe kan være, at den der ønsker at overtage sig selv, personligt og
ansvarligt, også må overtage sin fortid.
Denne
roman er en slags selvbiografi, hvor synsvinklen ligger hos hovedpersonen Marius
Berg. Dette er en casestory skrevet
af patienten selv, og bærer undertitlen "Den korte og ufuldstændige
beretning og tilfældet Marius Berg", hvilket tyder på, at resultatet ikke
bliver helt tilfredsstillende.
Marius
er søn af en brændselshandler. Hans
fars forretning er et solidt og indbringende foretagende.
Men Marius er på kant med forældrene, der altid stræber hinanden efter
livet. Han har ikke den artige
Eivinds evner, men far alligevel en stilling i familiefirmaet som arkivar.
En stilling han far i kraft af farens had til sin bror.
Den bror, der senere giver Marius stillingen blot for at irriterer
Marius' far. Efter krigen oplever
Marius en dødsepisode i Dyrehaven, denne episode danner grundlaget for hans
senere talrige sygdomstegn. Han føler,
han har dårligt hjerte, søvnbesvær, for højt blodtryk osv.
En af de mange psykiatere, han besøger, opfordrer han til at beskrive
disse sygdomssymptomer for at finde en årsag til sygdommene.
Romanen skal ses som resultat af dette.
Sygdommens
historie.
Sygdommene
har ikke altid plaget Marius. De
begynder den sjette maj 1946, hvor Marius går en tur i Dyrehaven med sin
barndomsven Hilmer. Her oplever han pludseligt, at han er ved at dø.
Hilmer ser i denne episode sit snit til at hovere sig overfor den svage
og underdanige Marius, og han begynder derfor at gøre gymnastik foran den
liggende Marius. Lidt efter kommer
Marius til sig selv igen. Han dør
altså ikke: "men det var ikke langt fra.
Selvom døden ikke ramte mig den dag, så satte den dog sin finger et
eller andet sted på mig... "(p. 54) Efter denne episode dominerer dødsangsten
og sygdommene hans liv. Hvad han
oplever, er et værdimønsters endelige sammenbrud, og dette føles som døden.
Marius'
hyppigste mareridt "guldfiskedrømmen" er en blanding af klaustrofobi
og fortvivlelse, der præger hans indre. Drømmen
illustrerer, hvorledes hans eksistentielle situation er sammentrængt.
Akvariets glasvæg er et billede på hans sygdomsplagede personlighed, de
angst og tvangstanker, der præger ham.
Sygdom
som forsvar.
Sygdommene
er et forsvar, en strategi. En
strategi der har store omkostninger for Marius, der for det første bliver
plaget af disse sygdomme og denne angst for at død, men samtidigt afskærer
sygdommene også ham fra kontakten med omverden.
Sygdommene fritager ham for at engagere sig, selv siger han "Man må
engagere sig på en eller anden måde og min bliver min sygdomme" (p. 155)
Han isolerer sig i sit tårn. Han
mister fornemmelsen af, hvem han i virkeligheden er.
Han bliver fri for at vælge og fri for ansvar og handling. Til gengæld mister han også fornemmelsen af, hvordan han
egentlig vil handle. Sygdommene har
endda valgt konen Elisa for ham. Han
møder hende hos lægen.
Marius
er bange for at blive "opslugt" af den ydre verden og isolerer sig
derved i sine sygdomme, som til gengæld "opsluger" ham.
Under besættelsen følte Marius sig beskyttet: "Bedst blev det da
vi måtte gå under jorden senere på året.
Bedst for mig. Jeg fik et
andet navn og slap for at være Marius." (p.123)
Sygdomsstrategien
er et forsvar, som ødelægger det, der skal forsvares. Marius er ikke skizofren, men hans "fysiske"
sygdomme fungerer som et værn. Denne
strategi omtaler Laing, som en speciel strategi, mennesket finder på for at
kunne leve i en situation, som er umulig at leve i. Men hvordan denne umulige
situation er opstået vides ikke!
Årsagen
til sygdommene.
Marius
søger ligesom Martin Fern forklaringen til denne situation i barndommen. En
mulig forklaring ligger dog i barndomshjemmet, hvor Marius ligefrem er opdraget
i konstant fysisk fare. Således er
han lige fra barnsben blevet vænnet til at skjule sig og trække sig væk
begivenhedernes centrum. Men denne
antydning af årsag er ikke gyldig nok. Godt
nok har Marius i sin barndom været udsat for lidt og hvert, og at give forældrene
skylden kan Marius heller ikke :"Nej, man kan ikke projicere det baglæns.
Tilbage til far og videre til oldefar og tiptip hvorefter vi ender ved
Adam og Eva, som jo ifølge legenden var skyld i det hele" (p.81) Dette
opfatter jeg som en forfatterkommentar til psykoanalysen, hvorved Panduro
tydeligere nærmer sig Laings eksistentialistiske syn på psykoanalyse.
Hustruen
Elisa må regnes for værende en af årsagerne til, at Marius har problemer med
at få sig placeret i det rigtige forhold.
Hun er det R.D. Laing vil kalde en fornægtende person.
Da hun er så stærkt dominerende overfor den syge Marius, og så er hun
oven i købet sygeplejerske. Hendes
"detonerende latter" (p. 136) hænger sammen med guldfiskedrømmen,
som ender med, at hun skyller, ham' ud i wc'et, undertiden optræder hun i form
af hekseskikkelse udstyret med enormt lange hjørnetænder.
Selv
giver Marius vennen Hilmer årsagen til hans sygdomme.
Hilmer har ifølge Marius bekæmpet ham siden han var 5 år gammel, og
det er også ham, der er med i Dyrehaven. Da
Marius i krigens sidste dage bliver såret, mener han selv, at det er Hilmer,
der vil ham til livs. Hilmer har
hele sit liv domineret over Marius, og senere har han også en affære med
Marius' kone. Parret Marius-Hilmer
danner tilsammen et komisk par, hvor den evige syge Marius bliver offer for den
næsten oversunde Hilmer som bøddel. Marius
kan ikke opgive denne forklaring, for ellers ville hele det, han bygger sin tilværelse
på, være forkert. (p. 175)
Helbredelsen.
Marius'
rapport og hans selvfordybelse skal være med til at finde løsningen på hans
problemer. Skriveriet fører ham
ikke ud af denne isolation, for jo mere han fordyber sig i fortiden, jo mere syg
bliver han. Denne ender i en total
isolation i hans tårn. Refleksionerne
over, hvem han er, gør ham mere usikker på sin identitet: "Det bliver værre
og værre. Jeg kan ikke finde ud af
det. Jeg har helt trukket mig
tilbage til mit tårn. Kun nødigt
går jeg ned til de andre. Jeg kan
ikke komme ud af Marius." (p. 169). Selvfordybelsen
fører Marius ud i en næsten psykotisk tilstand. Til sidst flygter han både i fysisk og psykisk forstand.
Han tager op til familiens sommerhus.
Samtidigt forsvinder han som romanfortæller.
Den "skjulte" fortæller træder frem og overtager fortællingen. Dette forklarer Panduro med, at hans identitet i grunden
forsvinder.
Sådan
ender romanen dog ikke. Marius
vender tilbage til sit tårn og overtager fortællingen, men rapportskrivningen
har han opgivet. Om der egentlig er
tale om en begyndende helbredelse er svært at spå om.
Sammenfatning.
Marius
slås lidt med de samme problemer som Martin Fern havde, nemlig at er han i
virkeligheden er en anden person, end omgivelserne tror han er.
Hvis ikke han er denne syge Marius, hvem er han så? For Marius er
angsten for livet og friheden større end angsten for sygdommens tvang.
Panduro
kommer ikke nærmere ind på, hvad kan være årsagen til disse sygdomme. Det er som om han interesserer sig mere for sygdommens
funktion end for dens oprindelse. Panduro
ændrer med 'Fejltagelsen" holdning til psykoanalysen, ved at den private
fortid ikke længere er nøglen til forståelsen af hovedpersonens nutid.
Marius'
sammenbrud skal ses som en nødvendig gennemgangsfase, der fører til en ny tilværelse.
Som hos Laing er patientens egen erkendelse den eneste vej ud af
problemerne.
Denne
sidste roman i tossetriologien
er ligesom "Fejltagelsen" skrevet i en slags
stream-of-consciousness. Fortælleren
er romanens hovedperson.
Ved
romanens begyndelse møder vi underbankdirektør Edvard Morner på en lukket
afdeling på et statshospital. Her
er han indlagt til mentalundersøgelse. I
retten har han tilstået, at det er ham, som har sprængt Absalonstatuen,
Pantomimeteatret og domkirken i luften. Det
er nu overlægens sag at afgøre, om Momer er normal - og dermed egnet til påvirkning
gennem almindelig fængselsstraf eller om han snarere skal anbringes på et
statshospital som psykisk syg. Edvard
Momer skal i løbet af de 28 dage, han er indlagt, prøve at skildre årsagen
til disse vanvittige udskejelser. I
denne rapport fortæller han om sit liv, og om hvordan dette har formet sig, med
fremgang og modstand, om hans erotiske oplevelser. Men han skriver ikke på sin
rapport hver dag, da skriveprocessen og selvransagelsen efterhånden gør ham
nervøs og rastløs.
Den
Mornerske orden,
Rapporten
anbringer Edvard Morner i den underlige situation, at han skal gøre rede for de
områder af hans liv, som har interesseret ham mindst.
Det centrale i hans tilværelse har været at gøre karriere, og ellers
opføre sig som folk af hans slags forventes at gøre det.
Hans barndom er forløbet "næsten hændelsesløst" (p. 25) i
et solidt borgerligt hjem i provinsen. I
sin karriere har han fulgt den slagne vej og har nået et tilfredsstillende mål;
at blive underbankdirektør. Han
har giftet sig med Susanne på et passende tidspunkt, faet to børn med passende
mellemrum og købt hus i Holte, da det var økonomisk forsvarligt.
Alt i alt har opfattet sig selv "som et fuldt ud normalt, ja
harmonisk menneske. Eller rettere
sagt: jeg tænkte aldrig over om jeg var det.
Jeg gik a priori ud fra at jeg var det." (p. 41) Skriveriet tvinger
ham til at interessere sig for sig selv som privatperson, mens han hele sit liv
har stræbt efter at blive ét med sin offentlige fremtræden.
Da
Morner og Susanne har været gift i et års tid, begynder den første krise. Morner registrerer det hos Susanne, der er blevet underligt
fraværende. Hun får "anfald
af raseri over de mindste småting", og perioder af voldsom
lidenskabelighed veksler med fuldstændig apati.
Da han foreslår hende at gå til en psykiater, får han svaret: "-
Hvorfor skulle jeg gå til psykiater, når det er dig der er syg !" (p.39).
Denne ægteskabelige krise ændres pludselig efter at parret har været gift i
halvandet år. Morner tror, at hun
endelig er kommet på rette kurs, men årsagen skyldes, at hun finder sammen med
en anden mand.
Ellers
virker alt idyllisk i den Mornerske familie, der kun én gang får en skramme i
denne idyl, og det er ved Morners mors begravelse, hvor Susanne i en blanding af
fuldskab og raseri går til angreb mod Morner.
Rygterne om ægteparrets slåskampe breder sig hurtigt i provinsbyen.
Morner går næste dag skamferet over torvet, en vandring som han kalder
"den tungeste i mit liv" (p. 60).
Han er skandaliseret og kommer aldrig tilbage.
Snart efter bliver Susanne gravid, og deres liv er tilbage i den normale
gænge.
Afsløringen
af Susannes næsten ægteskabelige forhold til den invalide Saubert sker nærmest
ved en tilfældighed, da en skolekammerat fortæller Morner, at han tit har set
hans kone i den gade, hvor han har kontor.
Morner bringer denne uorden ud af sit liv. Han opsøger Saubert og får de nødvendige facts om
forholdets historie. Han forbyder
hende at se Saubert og hyrer en privatdetektiv for at sikre, at hun overholder
aftalen.
Resultatet
bliver, at Saubert skyder sig selv og Susanne slår sig på flasken.
Susanne rettes dog op igen efter et mindre ophold på en psykiatrisk
afdeling, og alt bliver næsten som før.
Forfølgelse
og opløsning.
Kort
efter opsøges Morner af "HAM", den anonyme forfølger.
Denne "HAM" bruger Morner til at forklare, hvad der skete :
"Så kan man lægge i "ham" hvad man vil, en
personlighedsspaltning hos mig, en dreven form for ansvarlighedsflugt eller
sandheden!" (p.23). ”HAN” dukker op, netop som Morner tror, han har
bragt Saubert-affæren ud af verden, og selv om Morner (mindst) er medskyldig i
rivalens selvmord, har han fortrængt sit medansvar i en sådan grad, at han med
tilsyneladende god samvittighed kan afvise alle anklager fra Susanne.
Morner er selv bevidst om, at der foregår en spaltningsproces, men han
kan ikke kontrollere eller standse den.
Morner
har selv den teori, at "HAN" muligvis kan være den fortrængte og
fornægtede tvillingebror. Han ved
godt, at det rent fysisk er umuligt, og at broderen er død.
Broderen repræsenterer den utilpassethed og det oprør, som Morner
aldrig har turdet forestille sig, men alligevel har set op til.
Da de var en enæggede tvillinger, har han måske i denne
personlighedsspaltning, som han hele tiden konfronteres med, et biologisk tilhørsforhold,
som han ikke er sig bevidst, men som på en eller anden måde styrer ham.
Måske er broderens ånd i ham selv netop "den gale mand", og så
er Edvard Morner jo den rigtige alligevel, som, når alt kommer til alt er
uskyldig.
Vanviddet
vil ingen ende tage, og Morners ellers så ordentlige verden bryder sammen, da
denne "HAN" tyranniserer hele hans verden ved at overfuse
forretningsforbindelserne, svine de overordnede til, tage på pigerne og for så
til sidst at blotte sig for personalet og kunder i banken.
Hermed begynder enden af rapporten, den kaotiske redegørelse for Morners
endelige "fald". Tiden fra han beslutter sig til at gå under jorden, og til
han anholdes, står uklart for den skrivende Morner.
Morner
flytter fra det ene hotel til det andet og skifter ét dæknavn ud med en
hastigt vekslende række af ny identiteter.
"HAN" tvinger Morner ud i skamløse seksuelle udskejelser, som
spalter ham, mellem "en velformuleret nejsigende Morner og et sydende
underliv du ikke kunne kontrollere" (p. 166).
Morners identitet opløses i forsøget på at finde "ham", og
til sidst ender Momer med at springe Absalonstatuen, Pantomimeteatret og
domkirken i luften.
Disse
voldsomheder er et billede på hans eget undertrykte selv, som han først kan møde,
når han er "faldet" for den seksuelle Lulu.
Da seksualiteten engang satte ham i forbindelse med det, han kalder noget
i mig (min natur?) " (p.35). Han har længe levet et dobbeltliv, afskærmet
fra omverden og undertrykt følelser og seksuelle drifter for at opnå status.
Det fortrængte sande selv udfolder sig derfor igennem en eksplosiv
aggression. Spaltningsmotivet i "Den gale mand" kan altså
opfatte spaltningen mellem det liv, "man" lever, og det, som
undertrykkes og fortrænges.
Sociale
tvang.
Det
er ikke kun i Morners private, indre verden, at ordenen fungerer som en spændetrøje
for "uønskede" drifter og impulser.
Det gælder også for selve samfundsordenen. Morner er skildret som en fuldgyldig repræsentant for et
samfund, som kun kan mestre konflikter ved at fortrænge dem.
For
Edvard Morner er det normale (og ønskværdige)
en mennesketype, der ligger tæt på maskinen.
Normalitet er ydre og indre orden.
Følelserne er kvalmende, pinlige eller rent ud komiske - de er en
distraherende og tidskrævende "omkostning" ved mennesket !
Edvard
Morners fortrængning af menneskelig følsomhed, seksualitet og lidenskab er
ikke kun en privat affære. Den
"Mornerske orden" er et strålende middel til socialt avancement.
Han honoreres med penge og magt. Der
er en snæver sammenhæng mellem følelsesmæssigt "affald" og social
karriere. Morner er fra Panduros
side gjort til en næsten tom rammefigur. En
figur der handler ud fra de fælles forestillinger om det passende og det
ordentlige. Han er gjort til ét
med de ydre forventninger, der rettes
til en mand af hans slags. Og dér,
hvor den sociale identitet hører op og de private følelser skulle begynde, er
der tilsyneladende ingenting.
Derved
er Morner på én gang gjort til psykologisk afviger og til samfundstype. Han er anderledes, fordi han kun stræber efter en ydre
normalitet, og han er typisk, fordi hans forestillinger om det normale er hentet
fra det samfund, der omgiver ham.
Sammenfatning.
Edvard
Morner ender sin rapport med ordene: "Lykkelig
er den skyldige". Brikkerne er
faldet på plads, ansvaret fordelt, og af overlægens afsluttende bemærkninger
fremgår det, at Edvard Morner "blev indlagt på et statshospital til
videre behandling" (p. 180). Det
er en ironisk pointe, at også hans fordrejede oprørsforsøg bliver "gemt
væk" og "overset". Og
at han til slut befinder sig ganske udmærket i institutionens skematiske og
ordentlige verden.
Alligevel
foregår der en mærkbar udvikling med den ordensplagede Morner, mens han
arbejder på rapporten om sit liv. Hans
mange distanceringer fra fortidens umenneskelighed giver håb om bod og bedring,
og det ser ud til, at han når til større indsigt i det upassende og
uordentlige, som også er ham. Hypotesen
om en vanvittig, anonym forfølger forekommer ham stadig mere spinkel, som
rapporten skrider frem; han finder den gamle Morner naiv og umenneskelig.
I forfølgelsen af "HAM” er Morner er lige ved at nå
"HAM", men må flygte inden denne sprænger domkirken i luften.
Morner mener, at han så "HANS" ansigt, og at han
"genkendte (p. 179). Dette kan
tolkes som at han er kommet "på rette vej".
Konklusion.
Laing
omtaler dét at engagerer sig, som en handling, hvor man først mister sig selv
for senere at blive "sig selv" gennem en sådan handling.
Fælles
for tossetriologien er, at ingen af hovedpersonerne tør engagere sig fuldt ud i
deres liv. Martin Fern mangler
engagement hos sig selv, men også hos omverdenen, hvilket resulterer i at han går
amok og gør oprør mod omgangskredsen efterfulgt af sammenbrud og
hukommelsestab. Hukommelsestabet
opfattes af omverden som et snedigt forsøg på at løbe fra sin rolle. Den rolle som omverden har givet ham og som han helst vil af
med. Her virker spaltningen som en
slags forsvarsmekanisme, en fortrængning fra den ydre omverden.
Marius
Berg bruger sygdommen som en flugt, heri ligger hans engagement (p. 155).Han er
bange for omverden, da al kontakt med denne vil betyde at han mister sin
identitet. Strategien som han her
benytter er den mest almindelige, da han totalt isolerer sig i sit tårn.
Hos
Morner er engagementet totalt ofret til den ydre omverden.
Han invester intet i følelseslivet og derfor må hustruen søge at dække
hendes ømhedsbehov et andet steds. Han
fornægter de kropslige sider hos sig selv, hvilket indebærer en forkastelse af
et spontant forhold til andre mennesker. For
Morner får det manglende engagement alvorlige følger, da han senere går i opløsning
og hele hans "orden" bryder ud i kaos.
Til sidst føler han sig forfulgt af selve virkeligheden og bliver dermed
spattet for anden gang jf. Laings galskabsstrategier.
Thomas
i "De uanstændige" prøver med oprøret mod klippevægtsansigtet, at
engagere sig og løsrive sig. Men
alligevel tør han ikke fuldføre dette og resultatet bliver at han i 30 år
lever i en slags todelt verden, der er så tydeligt adskilt at livet synes uden
mening. Denne erkendelse når han
dog først frem til i "Amatørerne", hvor han uden tøven genoptager
det afbrudte forhold til den ikke helt komplicerede Topsy, med det for følge at
de begge bliver dræbt.
Panduro
skildrer i romanerne mennesker der har svært ved at finde sig tilrette med sig
selv og omgivelserne. For nogle af
disse personer ender de i denne fortvivlelse eller de forbliver spaltede som fx.
Marius i "Fejltagelsen", der pga. frembrydende død og destruktion
forbliver i rollerne, der virker som et værn mod den forvirrende og angstfyldte
verden, han lever i.
Andre
hvis indre spændinger er stærkere, som Fem og Edvard Morner, når gennem kaos
og opløsning til en tilstand, hvor et oprindeligt samhørighedsforhold mellem
jeg'et og verden reetableres. Det
vil med andre ord sige, at personerne går mod bedre tider idet de erkender de
"fejl" de har begået undervejs.
Panduros
pointe er at de personer, der lever på overlevede værdier på forhånd er
tabere. Når de satser på det, gør
de det udelukkende af frygt for det frembrydende nye, som truer deres svage,
splittede jeg. De ved, at det, de
klamrer sig til, blot er en illusion og at deres fastholdelse ved denne giver
grobund for de mange skikkelser de antager, skikkelser som de selv kun ser som
roller. I Laing sprog kan man sige
at disse roller er tegn på det falske selv og at personerne ved denne
eftergivenhed pådrager sig flere og flere skikkelser.
Det
har været en vanskelig opgave at anvende Laings teorier direkte på de fem
udvalgte romaner. Laings strategier
ses nok tydeligst i "Den gale mand", som også af mange regnes for den
mest gennemførte roman. Dog
mangler denne måske noget af den dynamik der er at finde i eksempelvis "De
uanstændige" og ”Fejltagelsen", sidstnævnte omtales selv af
Panduro som: "den mine bøger med størst muligheder, der lykkedes
mindst”
Panduro
prøver med de mange spaltede personer, at skildre deres identitetsproblemer og
til tider mislykkede forsøg på at finde frem til dem selv.
Denne problematik er ikke nok for Panduro han ønsker med spaltninger at
give et billede af de samfund der omgiver de involverede personer.
Således bliver der sammenhæng mellem personernes identitetsproblemer og
samfund.
Noter:
Med begrebet skizoide mener Laing en forholdsvis lettere spaltning.
Først når der er tale om tab af realitetssans og personligheds opløsning.
er der tale om skizofreni.
Top
|
|